Nu kan du snage i naboens EU-støtte

NaturErhvervstyrelsen lader dig nu tjekke, hvor meget landbrug får i EU-støtte. Opdatering: Søgemaskinen er pt. nede på grund af overbelastning.

Hvor meget har landbrugene fået i EU-støtte? Det har NaturErhvervstyrelsen nu gjort det muligt at se.

Tidligere har man kunnet se, hvad selskaber med et A/S i titlen fik i EU-støtte, men på grund af nye EU-regler, vedtaget  i 2013, har de nationale myndigheder siden 1. juni været forpligtet til at offentliggøre EU-støtte også til andre landbrug, der er ejet af enkeltpersoner. Det oplyser NaturErhvervstyrelsen.

Reglerne blev ændret, efter en EU-dom i 2010 fastsatte, at kun støtteoplysninger om juridiske enheder - og ikke privatpersoner - måtte offentliggøres.

Kun helt små landbrug, der har modtaget under 9300 kr. i støtte, er fritaget. Nu - efter valget er overstået - har NaturErhvervstyrelsen meldt ud, at man kan tjekke landbrugsstøtten via deres hjemmeside.

Ændringerne betyder også, at Styrelsen i år offentliggør de enkelte udbetalinger fordelt på typen af støtte.

Tidligere har NaturErhvervstyrelsen kun offentliggjort den samlede støtte pr. støttemodtager, men nu viser tallene, om tilskuddet er givet til for eksempel skolemælk, almindelig arealstøtte eller udvikling af landdistrikterne.

Link: Her kan du søge på modtagere af EU-støtte.

Redigeret 2. juli kl. 10: Det er præciseret, at det er nye EU-regler, der gør, at NaturErhvervstyrelsen nu offentliggør EU-støtte.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle