Det betyder noget for trivslen i landsbyerne, hvem der ejer den omkringliggende landbrugsjord og ikke mindst hvorfor.
Maskinstationen drejer nøglen om. Bagerens vinduer er klistret til. Smeden er væk, og købmanden lukker snart. Foran husene i landsbyen ser man oftere en rollator end en trehjulet cykel. Og ude på gårdene skiftes beboerne ud i et hastigt tempo, mens følelsen af udkant og mismod breder sig.
Det er de dystre konsekvenser, der bliver trukket op i en ny rapport fra Center for Regional- og Turismeforskning (CRT). Rapporten bygger på et forskningsprojet med titlen Stedseffekter af nye ejerformer i landbruget - Landbrugets rolle i den lokale udvikling. Her har seniorforsker Rikke Brandt Broegaard ledet et studium med formålet at kaste lys over, hvad der sker på landet, når nye ejerformer er i spil.
"Jo mere økonomien er det, der motiverer investoren, og jo større investeringer, der er tale om, jo mere synes stedet at forsvinde fra investorens fokus", forklarer Broegaard.
"Vi kan tydeligt mærke, at beboerne oplever en ’funktionstømning’. Der kommer en snigende følelse af at bo i udkanten, når en tidligere ejer sælger, og den nye køber ikke flytter ind, men lejer bygningerne ud og driver jorden fra sit eget geografiske udgangspunkt", lyder det fra Rikke Brandt Broegaard.
Passivitet dræber liv
Det er ikke det, at de ejer jorden. Det er måden, de gør det på.
Med denne lette omskrivning en gammel revytekst fra 1948 kan man sammenfatte konklusionen i rapporten, der bygger på interviews med repræsentanter fra borgerforeninger, landmænd og investorer. Sagt mindre lyrisk end revyrefrænet konkluderer rapporten, at det ikke betyder så meget for trivslen i landsbyerne, hvordan landbrugene er ejet. Det afgørende er hvorfor.
"Vi kan se, at det, vi kalder en passiv investeringstilgang, dræner lokalsamfundene og landsbyerne for liv", fortæller Rikke Brandt Broegaard.
Når penge er målet
Den passive investeringstilgang er den, hvor investoren har købt et landbrug eller jord med det ene mål for øje, at der skal tjenes penge. Med kapitalanbringelsen er det forpagtningsafgiften, der skal drive forretningsmodellen og sikre afkastet. Det afspejler sig i et højeffektivt og også landbrugsfagligt dygtigt storskala-landbrug, hvor investoren ikke blander sig i bedriftens økonomi.
"Men den slags investeringer er kun målrettet økonomien og har ikke øje for, hvad investeringen betyder for det lokale samfund. Det er det, vi kalder stedseffekten. Den har ingen markedspris og påvirker derfor hverken ejerens eller forpagterens produktionskalkule. En finansielt orienteret, passiv og fjern investor har derfor et meget lille incitament til at involvere sig i at skabe eller sætte mål for positive stedseffekter", forklarer Rikke Brandt Broegaard.
Omvendt peger studiet også på, at investorer, der har et udtrykt mål om at bidrage til udviklingen i landdistrikterne, har flere positive lokale stedseffekter. Eller flere bundlinjer, som Rikke Brandt Broesgaard udtrykker det.
"Det er ikke naturlov, at udviklingen går sådan. Men det ser – i de få cases, der er med i studiet - ud til, at det sker, hvis man ikke har fokus på andet end økonomien".
Faktaboks
- Rapporten bygger på et litteraturstudium og case-studier fra små lokale jordbrugsfonde, over danske kapitalfonde til udenlandske ditto.
- Undersøgelsen er støttet af Plan- og Boligstyrelsens Landdistriktspulje.
