Ny plantefond skal sikre flere satsninger på plantebaserede fødevarer i landbruget

Nu skyder forligspartierne bag landbrugsaftalen fra i efteråret, som dækker næsten hele Folketinget, en plantefond på i alt 675 millioner kroner i gang.

I forbindelse med landbrugsaftalen fra oktober sidste år, blev det aftalt at sætte 85 millioner kroner årligt af frem mod 2030 til udvikling af plantebaserede fødevarer. Det giver i alt 675 millioner kroner, og bliver i en pressemeddelelse fra Fødevareministeriet beskrevet som et historisk højt beløb.

Den nye plantefond skal sikre flere investeringer til plantebaserede fødevarer, som er langt mindre klimabelastende.

Fra fødevareminister Rasmus Prehn lyder det: 

- Klimaklokkerne har ringet ind for længst. Vi må og skal gøre noget ved vores fødevareproduktion, hvis vi skal i mål med den grønne omstilling. Derfor skal Danmark have førertrøjen på, når det handler om plantebaserede fødevarer, siger han.

Han forklarer, at efterspørgslen efter plantebøffer og havredrik stiger både herhjemme og i udlandet. Så der er både et marked i massiv udvikling og en stor klimagevinst at hente, hvis vi i Danmark begynder at producere flere plantebaserede fødevarer.

- Der er aldrig blevet brugt så mange penge på plantebaserede fødevarer, som der bliver med plantefonden. Det er hamrende vigtigt for udviklingen mod et grønnere landbrug i Danmark, lyder det fra Rasmus Prehn.

Det er nu besluttet, hvordan bestyrelsen skal sammensættes, og at bestyrelsens sekretariat vil blive placeret i Landbrugsstyrelsen. Medlemmerne skal udpeges fra følgende 10 organisationer og foreninger: Landbrug & Fødevarer, Økologisk Landsforening, Plantebranchen, Fødevareforbundet NNF, Dansk Industri, Dansk Vegetarisk Forening, Klimabevægelsen, Forbrugerrådet Tænk, Klimarådet og Dansk Erhverv.

Fødevareministeren vil udpege en formand.

Faktaboks

Plantefond

  • Plantefonden skal yde støtte til forskellige formål såsom sortsudvikling, dyrkning, forarbejdning, salgsfremme, eksportfremme, uddannelse og vidensformidling.
  • Fonden finansieres ved at omprioritere midler fra Promilleafgiftsfonden for landbruget. Planen er, at mindst halvdelen af plantefondens midler øremærkes økologiske fødevarer.
  • Man vil kunne søge gennem årlige ansøgningsrunder, der vil blive annonceret bredt. Alle oplysninger vil fremgå af fondens hjemmeside, der forventes åbnet i starten af 2023. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle