Nybagt godsejer skal finde nyt forretningsben efter minkaflivning

Clausholm Gods og Slot ved Hadsten har netop gennemført et generationsskifte. Den nye godsejer ser med glæde frem til den store opgave med at drive godset videre, også selvom godset indtil november 2020 var blandt de største minkavlere i Danmark.

Clausholm Gods ved Hadsten ved Randers har fået ny ejer.

Det er 31-årige Christian A. Berner, søn af den nu forhenværende godsejer Kim A. Berner, der er den nye godsejer.

Det skriver far og søn i en pressemeddelelse.

Kim A. Berner har ejet godset i 43 år.

"Det er med vemod, men også med stolthed, at ejendommen overdrages til 6. generation af familien Berner, og med ønsket om et godt og langt ejerskab", lyder det. 

"Min far har arbejdet hårdt og vil gerne drosle ned, så derfor passede det med timingen nu", fortæller Christian A. Berner til landbrugsavisen.dk. 

I venteposition

Den nyslåede godsejer kom tilbage til godset for halvandet år siden, og har i den periode været ansat som godsforvalter. Inden da har han blandt andet været ansat i Kopenhagen Fur, hvor han sluttede i chefgruppen.

Ligesom resten af landets minkavlere blev godset hårdt ramt af minkaflivningen i november. På Clausholm havde man indtil da 16.000 minktæver og producerede 65.000 mink.

"Det er meget hurtigt blevet en anden virksomhed. Jeg synes jo minkbranchen var fantastisk, men det kan vi ikke bruge til så meget nu. Det var en voldsom ting, der skete, og det er surt og ærgerligt, men sket er sket", siger han.

Han betegner samtidig sig selv som lidt i en venteposition. 

"Det er da klart, at vi skal ud og finde noget, der kan erstatte minkproduktionen, men vi ved ikke, hvornår vi får erstatning, og hvordan den bliver takseret, så derfor er det ikke noget, vi kan beslutte nu og her", siger Christian A. Berner og fortsætter:

"Vi har en stor juletræsproduktion, og den har jeg så fuldt fokus på nu, og jeg vil da ikke udelukke, at vi skal lave endnu flere juletræer, for det er noget, vi er meget stolte af, men det kan jeg ikke komme nærmere ind på nu". 

I dag er der juletræer på 160 hektar af godsets samlede 900 hektar, og det tal har ligget ret stabilt. 

Der ligger en stor opgave forude med driften af godset og det er Christian A. Berner meget bevidst om. 

"Det er noget jeg er meget bevidst om, men også noget jeg ser på med glæde og vi tager den nye situation med oprejst pande", siger han. 

Landbrug bortforpagtet

348 af godsets 900 hektar er bortforpagtet og drives af en nabo. 

"Det har været bortforpagtet siden 2004, og det regner vi med skal fortsætte på den måde. Det er et godt samarbejde. Vi har ikke så meget kontakt, og det er jo et tegn på, at det kører, som det skal", forklarer Christian A. Berner. 

Christian A. Berner er ikke landbrugsuddannet, men uddannet cand.merc.IMM fra Copenhagen Business School.

Den nye godsejer er bosiddende på Clausholm Avlsgaard, hvor han bor sammen med sin hustru Ditte Nordkild Berner, og deres datter Arendse og parret har endnu et barn på vej om ganske kort tid.

Skiftet fra Sjælland til Jylland var parret helt parate til.

"Vi er begge natur-mennesker, og det er fantastisk dejligt igen at bo på landet og dejligt at bo i Jylland. Jeg var glad for mine år i København og glad for arbejdet i Kopenhagen Fur, som jeg synes er en fantastisk virksomhed, men det har ikke været et svært skifte at komme tilbage hertil", siger Christian A. Berner. 

Nyt tiltag

Som noget nyt lancerede Clausholm i midten af oktober 2020 muligheden for at blive sted til hvile i Mygind Skov, hvor der er skovbegravelsesplads, som er en areligiøs urnebegravelsesplads, hvor alle, uanset tro, kan stedes til hvile i den smukke danske natur.

"Det er noget, der er blevet taget rigtig godt imod og der for nuværende 102 reserverede gravpladser. Det er en helt anden måde at bruge de 1,5 hektar skov på, men det er spændende", fortæller Christian A. Berner. 

Mygind Skov, der ligger mellem Mygind og Voldum lidt syd for Randers, er en gammel bøgeskov, som ligger skrånende mod øst. Under de høje bøge ligger skovbegravelsespladsen uforstyrret hen, lyder det på Clausholms hjemmeside.

Faktaboks

Clausholm Gods består af Clausholm Slot og fem tilhørende landbrugsejendomme samt Mygind Skov, og er på i alt 900 ha.

Godsets driftsgrene består af juletræsproduktion, boligudlejning, skovdrift – herunder skovbegravelse – og bortforpagtet landbrug. Herudover drives der jagtvæsen samt kulturelle forpligtelser omkring Slot og Park.

Slottet er også kendt som lokalitet for det populære tv-program Bagedysten. 

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle