Nye lempede regler for fugleinfluenza kan spare Danmark for millioner i tabt eksport

Der er formentlig nye retningslinjer på vej, der skal gælde i tilfælde af udbrud af fugleinfluenza. De nye regler kan være en redningskrans til den hårdt ramte dansk fjerkræeksport.

Der kan være hjælp på vej til den trængte fjerkræbranche, der på nu på syvende måned lever under en række hårde restriktioner på grund af fugleinfluenza. 

Blandt andet har en række tredjelande uden for EU valgt at lukke ned for deres import af danske og andre europæiske landes fjerkræprodukter, og det koster hver uge bare den danske fjerkræbranche op mod fem millioner kroner i tabte eksportindtægter. 

Nu er der dog lagt op til en række ændringer, der kan lette tabet for fjerkræbranchen ved fremtidige udbrud af den meget smitsomme fuglesygdom, skriver AgriWatch.

Hos OIE, verdenssundhedsorganisationen for dyresundhed, har man nemlig sendt et nyt og lempeligere  sæt retningslinjer for, hvordan lande skal agere i tilfælde af fugleinfluenza, til afstemning på en generalforsamling i slutningen af maj. 

"Det koster alt for meget med alle de her restriktioner. Nu har vi haft udbrud af fugleinfluenza i Asien, Afrika og Europa, og der sker alt for store tab", siger Jørgen Nyberg Larsen, der er sektorchef for Danske Æg hos Landbrug & Fødevarer til landbrugsavisen.dk om det store udbrud af fugleinfluenza, der har hærget i det meste af verden siden efteråret.

Jørgen Nyberg Larsen forventer at de nye retningslinjer vil blive vedtaget.

Hurtigere genopretning af eksport 

I dag bliver den danske eksport af høns, æg og andre fjerkræprodukter inden for EU ikke påvirket af et udbrud af fugleinfluenza i eksempelvis en dansk fjerkræbesætning, men en række tredjelande uden for EU vælger ofte at stoppe deres import af europæiske produkter, hvis et udbrud rammer.

Blandt andet Sydkorea og Sydafrika, der er de to markeder uden for EU, hvor Danmark afsætter flest fjerkræprodukter, har lukket ned for deres import, og det koster branchen dyrt.

Som reglerne lyder i dag, anbefaler OIE, at man stopper eksporten i op til tre måneder fra et fugleinfluenza-ramt land, men ifølge de nye anbefalinger skal dettes sænkes til blot én måned. Og det kan få stor betydning for et land som Danmark.

"Det vil alt andet lige gøre omkostningerne mindre. Sidste gang i 2016-2017 kostede det os godt en million om dagen, det var over 100 millioner på tre måneder. Bliver perioden nu sat ned til kun 30 dage, koster det os langt mindre", siger Jørgen Nyberg Larsen, der har en klar forventning om, at de nye retningslinjer bliver vedtaget. 

Anbefalingerne er dog også blot anbefalinger, fremhæver Jørgen Nyberg Larsen

"Man skal også huske, at landene selv bestemmer, hvornår de lukker op for importen igen. De fleste vil nok følge OIE's anbefalinger, men nogle vil også lave egne tolkninger - og et lang som Sydafrika er et af vores vigtige eksportmarkeder, men de vil gøre alt for at holde europæisk og andet importeret fjerkrækød ude fra deres eget marked".

Det er også vigtigt at bemærke, at eksport-stoppet også fremover, hvis de nye regler vedtages, vil blive forlænget for hvert nyt udbrud, der sker, og efter en hård sæson som i 2020/2021 med 15 danske udbrud siden november, vil et eksportstop strække sig over flere måneder.

Kigger på hobbybesætninger

Et andet punkt, som OIE er ved at kigge på, er om alle udbrud af fugleinfluenza skal indrapporteres og dermed eventuelt resultere i de meget omkostningstunge eksport-stop. 

Som det er i dag skal selv udbrud i helt små hobbybesætninger, det vil sige en privatperson, der holder fem høns i baghaven, også indrapporteres som et udbrud i en "dansk besætning", og dermed kan udbrud i private hønsehold gå hårdt ud over erhvervets eksport.

Det har tidligere ledt til, at blandt andet fjerkræformand i L&F Martin Hjort har opfordret Fødevarestyrelsen til at være mere proaktiv i kampen for at få hobbyavlere til at overholde de gældende restriktioner om at holde alle fugle under tag under udbrud.  

Nu ønsker OEI netop at italesætte denne udfordring og er gået i gang med at definere, hvad en "hobbybesætning" er, og hvornår udbrud ikke behøves indrapporteres. 

"Men i praksis kommer det ikke til at betyde ret meget, sådan som jeg forstår det, for en hobbybesætning bliver vist defineret som en uden omsætning, altså dem der ikke sælger noget overhovedet. Så det bliver kun dem med to høns i haven, der bliver undtaget. Vi havde håbet, det blev mere bredt defineret", siger Jørgen Nyberg Larsen, der dog også kunne være bekymret for, at mere frie tøjler ville betyde at andre lande ville registrere langt færre udbrud.

"For der er jo to sider af samme sag. Hvad ønsker vi, at de gør i andre lande? Jeg kan forestille mig, at de her regler bliver tolket anderledes af andre lande i eks. Fjernøsten - men også af andre lande i Europa".

I dag registerer Fødevarestyrelsen ikke udbrud i fuglehold, der er fuldstændig uden konsum - det vil sige et bur med papegøjer eller høns, hvor æggene ikke spises. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle