Opråb til landbokvinder: Kom med ind i fællesskabet

Monica Laustsen er bosat i Slangerup og har lyst til at ruske lidt op i landbokvinders forestillinger om livet på landet.

Det var til traktortræk-stævne i 2006, at Monica Laustsen fra Tisvilde mødte sit livs kærlighed, Anders, som var opvokset på landet og hvis fremtidsplan var at videreføre bedriften på Lykkesholm i Slangerup.

I dag, 15 år senere, har Monica og Anders tre skønne knægte på 3, 7 og 11 år. Monica, 35 år, har et lederjob som sektionschef i ATP-huset i Hillerød med personaleansvar og mange timer væk fra den planteavlsbedrift, parret driver med 100 hektar korn, græs, hø og wrap-salg og udfører maskinstationsarbejde foruden en web-butik.

Efterhånden som årene er gået, har Monica savnet et netværk med andre kvinder i Nordsjælland, der som hende har lyst til at bo på landet og være en del af det fællesskab, det er at være godt gift med en landmand. Ikke for at dele kageopskrifter men for at støtte hinanden og blive klogere på de faglige termer, landmænd benytter sig af.

"Anders er uddannet landbrugsmaskinmekaniker og fuldtidslandmand. Det er vigtigt for os begge, at jeg kan være en ligeværdig og seriøs sparringspartner, når vi skal træffe vigtige beslutninger på bedriften, hvad enten det er udgifter til en ny rive eller en ny traktor", forklarer Monica Laustsen.

Hop i gummistøvlerne

Landbruget fylder deres tilværelse, og Monica vidste fra starten, at hvis hun ville se Anders i de travle perioder i marken, så skulle hun gå med ind i markdriften.

"Jeg er driftslederen og han har det primære ansvar for maskinparken. Jeg vil gerne skubbe til forestillingerne hos de kvinder, der siger, at de ikke kan finde sig til rette på landet: Hop i gummistøvler, gå med ud i marken, tag børnene med, de tager heller ikke skade af hjælpe til. På et landbrug som vores er der brug for, at alle hjælper til", siger hun.

"Man får mange ting stillet til rådighed lige udenfor, skøn natur, dyreliv, væksten i marken, når man bor på landet, men man skal også yde en indsats. Kommer man med en positiv indstilling, går alt meget nemmere. Jeg kan blive flov på kvinders vegne, når jeg hører dem sige, at "vi skal altid stå for madlavning/rengøring". Men hvis vi hjælper til ude, så kan han måske hurtigere komme ind og hjælpe os".

"Det er vigtigt, at man har styr på sine prioriteringer. Hvad sætter familien pris på? Er det vigtigt, at der lige er super rent alle steder hele tiden, gårdspladsen står uden ukrudt? Hos os går det nok, der er andre ting vi prioriterer højere i perioder", siger hun.

Kurser og sparring

Monica vil gerne have, at netværket foruden at snakke om landbrugsfaglige emner også udbyder forskellige kurser og gerne komme på virksomhedsbesøg og kan give hinanden sparring og ”opmuntring”.

Det er Nordsjællands Landboforening, der vil yde sekretærbistand og hjælpe til med at finde foredragsholdere til de foreløbig fire årlige møder, der er aftalt. Derfor er der også et kontinget på 2.500 kr. om året for at være med i netværket, der har holdt det første stiftende møde.

Alle aldre

"Vi er både erfarne kvinder og også en, der fornylig har købt et landbrug. De unge vil vi meget gerne have med i netværket, der er så meget, de ikke ved som nystartede, og hvis de er bypiger, så er de færreste måske klar over, hvad livet på landet byder på. Det er ikke som i TV-serien Landmand søger kærlighed", siger Monica.

Hun savner slet ikke bylivet, nyder at få fuldtidsarbejde og landbolivet til at gå op i en højere enhed.

"Jeg mener, det bedste er at starte et netværk med en landboforening i ryggen. Jeg har snakket en del med landboforeningen, før vi er kommet så langt, som vi er. Men jeg glæder mig til at være med til at starte noget nyt, og at kunne hjælpe andre med at finde balancen mellem udearbejde og landbolivet", siger Monica Laustsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle