Patriotisk: Håber på lang periode med Eva Kjer Hansen

Patriotisk Selskab byder den nye regering og fødevareminister velkommen tilbage og ser frem til, at vilkårene, for at landbruget fortsat kan være en af landets største eksportkilder, forbedres.

Den nye regering er nu blevet dannet. Patriotisk Selskab udtrykker tilfredshed med regeringsskiftet og slår i samme ombæring fast, at regeringens evne til at være handlekraftig er af afgørende betydning for landbruget. Der bør straks gennemføres hurtigvirkende tiltag, der her og nu kan gøre en forskel for landbruget.

Hos Patriotisk Selskab er man tilfreds med den nye regering, men der er også en snert af bekymring at spore, over at det er endt med en ren Venstre-regering:

"Selvom Venstre traditionelt set er et landbrugsvenligt parti, bekymrer vi os om, hvorvidt de vil kunne få gennemført de tiltag, der er nødvendige for at sikre landbruget bedre rammevilkår og dermed en fremtid," siger formand Peter Cederfeld de Simonsen.

"Landbruget har i så mange år efterspurgt lige konkurrencevilkår med nabolandene, og det er glædeligt, at overimplementering er en af miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens mærkesager. Vi forventer, hun straks vil gå i gang med at arbejde for forandringer – både på vegne af det økologiske og det konventionelle landbrug. Et godt sted at starte vil være ved kravet om randzoner, der er helt ude af trit med virkeligheden. Det er omkostningsfrit at fjerne kravet, men forskellen, det vil gøre for landbruget, vil være til at mærke."

Peter Cederfeld fastslår, at Patriotisk Selskab ser frem til en forhåbentlig lang periode med Eva Kjer Hansen ved roret:

"Med sin baggrund i en landbrugsfamilie og med sine mange år under Venstres vinger – hvor hun bl.a. tidligere har udfyldt posten som fødevareminister - ser det ud til, vi endelig har fået en miljø- og fødevareminister, der er venligt stemt over for landbruget og ønsker, at vi fortsat skal være en af landets største eksportkilder."

Om at posten som miljø- og fødevareminister er blevet kombineret siger Peter Cederfeld:

"Det tegner godt. Miljøet og landbruget ses nu i et samlet perspektiv, og det giver en bedre chance for, at vi kan få skabt nogle langtidsholdbare og bæredygtige løsninger, der tilgodeser miljøet og landbruget på samme tid."

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle