Rådgivning: Privatforbrug kan æde din virksomhed

Landmandens privatøkonomi kan også påvirke virksomheden, mener rådgivningsvirksomheden, SLF.

Som virksomhedsejer i landbruget bør du både have overblik over driftsøkonomien og det private forbrug i hjemmet.

Privatforbruget kan være et følsomt emne, men de to ting kan ikke skilles ad.

Det skriver SLF i en pressemeddelelse.  

Rådgivningsvirksomheden har udviklet en skabelon, der hurtigt giver overblik

Driftsøkonomikonsulent i SLF, Sune Hallberg, er klar over, at det er svært at få landmændene til at tale privatforbrug. De er klar til at tale om virksomhedens driftsøkonomi, men når det kommer til familiens private forbrug er det mere ømtåleligt. Det taler man helst ikke med sin rådgiver om.

SLF skabelon med overblik

Hos driftsøkonomi i SLF har de lavet en skabelon, som er nem at bruge til at få overblik over privatforbruget. Måned for måned kan man følge privatforbruget og se alle posteringer. Det giver hurtigt overblik.

"Det er vigtigt, at landmanden tænker totalt. At han forholder sig til det private forbrug og følger op. Det er ikke ensbetydende med, at alt det sjove skal væk – men bare at man forholder sig kritisk til sit forbrug", forklarer Sune Hallberg.

"Det er ikke det dyre restaurantbesøg en gang om året, som vælter budgettet. Det er måske nærmere det, at man henter pizza flere gange om måneden. Så bare det, at man forholder sig til månedens forbrug, gør, at man får et realistisk overblik og derfra kan tage stilling", pointerer Sune Hallberg.

Skabelonen er tilpasset regnskabet, så der er genkendelighed over til årsrapporten. Den giver løbende overblik, så man ikke bliver overrasket, når årsrapporten kommer.

Så tag hellere nøglerne

Ens privatforbrug er der helst ikke andre, der skal røre ved eller blande sig i.

Imidlertid er Sune Hallberg ikke i tvivl: Virksomhedens resultat påvirkes af privatforbruget – og bør tænkes ind. Hvis privatforbruget er for højt, bliver virksomhedens rating efterhånden dårligere og dårligere.

"Jeg er klar over, at det kan være følsomt at tale familiens private forbrug. Det handler om forbrug af mad, gaver og ting til husholdningen – og det handler i høj grad om vaner og forventninger: Hvad man mener, at for eksempel ens børn eller omgivelser forventer. Eller hvad man skal leve op til eller signalere", siger Sune Hallberg.

Sune Hallberg fortæller om en oplevelse, han havde med en given kunde. Da de kom på besøg hos ham, blev de mødt med ordene:

"Hvis vi skal tale privatforbrug, så får I nøglerne med det samme".

Så hårdt og kontant bliver rådgiverne dog sjældent mødt, men det siger lidt om, hvor svært emnet kan være at debattere.

Få råd til mere

En skabelon med overblik over privatforbruget kan være en god anledning til også at få inddraget ægtefællen – så økonomien bliver et fælles ansvar. For måske kan ømtåleligheden også handle om, at den anden part ikke er med i regnskabsforhold derhjemme, og måske ikke ved, hvordan det i realiteten går eller hvad der er råd til. Og så kan man måske være bange for at konfrontere ægtefællen med problemer.

Hvis man følger op hver måned, kan man hurtigt få et overblik over, hvor man kan skære ned. Og så er der måske i virkeligheden råd til lidt ekstra; en længe ønsket ferie eller en ny sofa, er Sune Hallbergs pointe.

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle