Skuffet formand: Arla ligner mere og mere et privat mejeri

Andelstanken har hårde tider i Arla, konkluderede LDM-formand Kjartan Poulsen på Nutrifair, når Arla ikke vil fremlægge en liste over sine tillæg.

Hvis alle andelshavere har lige adgang til at levere forskellige mælketyper, så er der tale om et andelsselskab.

Men når Arla vælger at håndplukke landmænd til eksempelvis at levere Non-GM mælk, er andelstanken undertrykt og selskabet agerer som var det privatejet.

Sådan lød det med skuffelse fra Landsforeningen af Danske Mælkeproducenters formand, Kjartan Poulsen, på Nutrifair torsdag.

Producentforeningen havde såvel onsdag som torsdag indlæg om, hvorfor man overvejer at gå rettens vej overfor Arla.

"De er simpelthen ikke gennemsigtige med deres afregning. Der er efterhånden et hav af tillæg, og vi kan ikke få begrundelse for tillægene", sagde Kjartan Poulsen og pegede på producentforeningens plakat med de af foreningen kendte tillæg.

Ifølge formanden udgør tillægget hos dem, der får mest, op mod 30 øre pr. kg. mælk. Leverer man to mio. kg årligt beløber det sig til op mod 600.000 kr.

Arla har lukket i

Til producentforeningens store frustration har Arla fortsat ikke fremlagt en liste over tillæg, som er mulige at opnå hos mejeriselskabet. Til trods for at det blev lovet allerede i efteråret.

"Jeg kan have mine mistanker om, hvorfor de ikke vil fremlægge oversigten, men jeg håber virkelig, at de snart rykker på den dagsorden. Ellers har vi kun domstolene tilbage, selvom det er sjældent set, at landmændene hiver deres andelsselskab i retten", sagde Kjartan Poulsen.

Emneord

Nutrifair 2020

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle