Snekaos giver travlhed hos bornholmsk landmand

Det nordlige Bornholm er ramt af snestorm, men der skal stadig køres grise og foder.

Mens Bornholm er ved at blive begravet i sne og indbyggerne må belave sig på en, forhåbentlig, kort vinterdvale, er der travlhed hos svineproducenten Brian Kofoed i Klemmensker.

Gården ligger på Bedeagervej, som næsten altid er en af de første, der lukker til, når sneen vælter ned.

Ved siden af sine godt 1.100 søer driver Brian Kofoed også en entreprenør-virksomhed, som i disse dage har fået særdeles travlt:

"Vi kæmper for at stå fast, det er faktisk meget slemt", fortæller Jesper Jakobsen, der blandt andet kører og salter for virksomheden.

"Det er en nødsituation, men landbruget kan jo ikke bare ligge stille. Der skal jo både køres foder og grise".

venter på soya

Igår opstod der også problemer, da svinebedriften skulle modtage olie til oliefyret. Lastvognen endte med at køre fast i en snedrive, og Falck blev tilkaldt for at trække lastbilen fri.

"Alt bliver bare mere besværligt i sådan et vejr. Og det er kun blevet værre fra igår til i dag", siger Jesper Jakobsen.

"Og i dag skulle vi have kørt soya ind til gården, men det må vi vente med. Det skal med skib til Rønne og køres derfra, men kaptajnen har ansvaret for lasten, helt til det er vejet og læsset. Derfor vil kaptajnen ikke åbne for lastrummet, fordi soyaen kan blive vådt, så vi må vente lidt endnu".

Fraråder udkørsel

Igår, tirsdag middag frarådede Bornholms Politi al unødvendig udkørsel på Nordbornholm.

Det overordnede vejnet tværs over øen på strækningen Rønne-Aakirkeby-Nexø var ryddet, og syd for denne linje var lokalvejene også farbare.

"I dag er hovedvejene ryddet, og lokalvejene også, men især de mindre veje fyger hurtigt til. Men trafikken kører, selvom skolebusserne er aflyst i dag, og batbusserne kører alternative ruter, fordi et par af busserne har siddet fast rundt omkring", siger Eva Riis Bundegaard, kommunikationsrådgiver ved Bornholms Politi.

"Der er ingen færdselsuheld, men et par biler er dog kørt i grøften. Vi forventer måske, at vi igen i aften fraråder unødvendig udkørsel, fordi snerydningen stopper 15:30 på lokalvejene og klokken 18 på hovedvejene", siger hun og oplyser, at der netop er kommet et nyt DMI-varsel, hvor de forventer, at fygningen varer til i morgen.

"Men Falck kører, og vi har sneplove placeret der, hvor de er, så der kan køre en sneplov foran en eventuel Falck-vogn", siger Eva Riis Bundegaard.

DMI forventer, at snebygerne vil fortsætte til og med onsdag. Samtidig vil vinden tiltage og det giver risiko for mere snefygning.
 

Har I også særlige udfordringer grund af sne og kulde, så vil vi meget gerne høre fra jer. Send gerne jeres mest vinterlige fotos på net@landbrugsmedierne.dk eller ring på 3339-4744.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle