Stor biogasproducent vil have nye ejere ind

NGF Nature Energy har brug for flere penge til at fortsætte satsningen på biogas.

Naturgasselskabet NGF Nature Energy - tidligere kendt som Naturgas Fyn - har brug for mere kapital til at bygge biogasproduktionen op.

Derfor leder de nuværende ejere - de fynske kommuner - efter en interesseret køber til 49 pct. af den del af selskabet, der producerer biogas.

Salget forventes at ske til private eller institutionelle investorer.

”Kommunernes beslutning om at udvide ejerkredsen er en fremsynet beslutning.  NGF Nature Energy er førende inden for udnyttelsen af biogas i Danmark, og den udvikling bør fortsættes til gavn både for den grønne omstilling og for de arbejdspladser, der følger med”, siger direktør Ole Hvelplund, NGF Nature Energy, i en pressemeddelelse.

Forsyningsselskabet NGF Nature Energy har traditionelt distribueret og solgt naturgas. Siden 2012 har selskabet investeret i en række biogasanlæg, således at selskabet fra 2015 også kan producere, sælge og distribuere biogas til naturgasnettet.

NGF Nature Energy samarbejder med landmænd om biogasproduktionerne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle