Stor risiko for flere ASF-tilfælde i Rom

16 døde vildsvin i en park i det nordlige Rom øger risikoen for, at flere tilfælde af afrikansk svinepest dukker op i den kommende tid.

Foreløbig har de italienske myndigheder meldt om ét bekræftet tilfælde af afrikansk svinepest ud fra fund af et dødt vildsvin i udkanten af en mindre naturpark i det nordvestlige Rom.

Yderligere fund af døde vildsvin i samme område øger dog sandsynligheden for, at flere positive tilfælde af den frygtede grisesygdom er lige om hjørnet.

- Vi har hørt om et bekræftet tilfælde og to mistænkelige fund. I og med at der er fundet flere døde vildsvin, kan det tyde på, at der er flere smittetilfælde, forklarer Jens Munk Ebbesen, områdedirektør hos Landbrug & Fødevarer.

Han følger afrikansk svinepest tæt og fortæller, at fundet er gjort inden for den store motorvejsringvej, der omkranser Rom. I nærheden af naturparken er der flere faunabroer, og dermed er der øget risiko for, at smitten kan sprede sig uden for ringvejen.

- Jeg har endnu ikke hørt, hvad de italienske myndigheder gør for at bekæmpe smitten, men jeg formoder, de beslutter sig for at forsøge at indkapsle smitten, så den ikke spreder sig fra området, siger Jens Munk Ebbesen, der forklarer smitten i Rom med menneskelig aktivitet i form af, at vildsvin har spist madaffald, der har indeholdt afrikansk svinepest.

Flere italienske medier peger på dårlige affaldsforhold som en forklaring på spredningen af smitten via madvarer til vildsvin.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle