Svensk grovvare vrager danskere og frier til hollænder

Efter flere ugers intens mødevirksomhed har Kalmar Lantmän valgt strategi – og det bliver uden danske deltagelse.

Efter mange forberedende møder og en lang og dramatisk generalforsamling valgte den svenske grovvarehandel Kalmar Lantmän sent i går eftermiddags at fortsætte som en selvstændig forening og søge samarbejde med andre grovvarevirksomheder.

Dermed afviste generalforsamlingen også købstilbud fra både Danish Agro og DLG. Tidligere har atl.nu oplyst, at Danish Agro var villig til at betale omkring i alt 400 mio. kr. for Kalmar Lantmän.

Hollandsk partner: De Heus
Vi gør nu klar til ’Kalmar 2’. Og vi indleder et samarbejde med en virksomhed, som skal være med til at udnytte kapaciteten på vores, samtidig med at vi starter et samarbejde om udvikling af foder med det privatejede hollandske selskab De Heus,” siger Sven Norup, der er formand for Kalmar Lantmän, til atl.nu

De Heus har aktiviteter i over 50 lande og stor ekspertise indenfor foder og foderblandinger. Virksomheden, der blev grundlagt i 1911 og stadig ledes og ejes af familien De Heus, har over 3.000 ansatte.

Netop kapaciteten på en ny og kostbar foderfabrik - som af svenske medier betegnes som Kalmar Lantmäns kronjuvel - var et af de afgørende spørgsmål i forhold til valg af partner, forklarer Svend Norup.

Samtidig fortsætter Kalmar Lantmän med at trimme virksomhedens skrantende økonomi. I sidste uge solgte Kalmar Lantmän sine fire maskinhandler i byerne Kalmar, Lenhovda, Högsbyog Borgholm til Lantmännen Maskin. Og nu overvejer grovvareselskabet at sælge sit hovedsæde i Kalmar.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle