Transportører: Øgede kontroller kan blive dyrt for hele branchen

Transportører frygter for mangedobling af kontroller med dyretransporter ud af landet og peger på, at man nu bøder for, at Fødevarestyrelsen har haft rod i sager med overtrædelser.

I en ny aftale om skærpelse af kontrollen med dyretransporter er der fundet penge i statsfinanserne til den øgede kontrol, men det kan alligevel blive dyrt for svinebranchen, at man øger kontrollen.

Det siger Niels Vinderslev, bestyrelsesformand i NV-Randers A/S, da Landbrugsavisen.dk spørger, hvad han mener om den nye aftale.

"Jeg tænker, at tingene bliver mere besværlige, langsommere og ikke mindst dyrere. Og der er kun én til at betale, og det er grisen, så det vil gå ud over noteringen, hvilket skader os allesammen", siger han.

"det lyder uoverskueligt"

NV-Randers A/S sender hver uge 35.000 smågrise ud i Europa, og transportøren kan næste år se frem til at skulle kontrolleres i større grad end hidtil.

Antallet af kontroller med dyretransporter ud af landet nemlig øget fra cirka 100 årligt til 3.000 årligt. 

Det antal virker uoverskueligt i ørerne på medejer af H&S Westergaard, Søren Westergaard, der formidler 30.000-35.000 smågrise om ugen:

"Det kan ikke undgå at blive generende for vores arbejde, og lige nu kan jeg ikke overskue, hvordan det skal kunne lade sig gøre at lave så mange kontroller", siger han.

rod i fødevarestyrelsen

Skærpelsen sker på grund baggrund af, at det i sommer kom frem, at Fødevarestyrelsen har opgivet hundredevis af sager, hvor styrelsen ikke har sanktioneret regelbrud, fordi sagerne er blevet forældede.

"Vi har ikke fået den kontrol, vi betaler for, og det er enormt utilfredsstillende", siger Søren Westergaard.

Niels Vinderslev fra NV-Randers A/S kalder det grotesk, at styrelsen ikke har haft styr på sagerne.

"Der findes brodne kar i alle brancher, og de skal overholde reglerne. Men hele problemet ligger ved Fødevarestyrelsen, for havde de ikke syltet alle de sager, havde transportørerne haft en chance for at rette ind", siger Niels Vinderslev og tilføjer:

"Vi sender logbøger ind og betaler for få dem kontrolleret og efterkontrolleret. Hører vi ikke noget, går vi selvfølgelig ud fra, at alt er i orden. Det her var ikke ekskaleret på den her måde, hvis de transportører, som havde problemer, havde fået noget at vide i god tid".

Direktøren understreger, at NV-Randers A/S har meget få sager.

Politiker: De må leve med ventetid

Tirsdag sagde en af parterne bag aftalen, dyrevelfærdsordfører Karina Due, til Landbrugsavisen.dk, at ventetid bliver uundgåeligt ved kontrollerne.

"Det er der nok nogen, der bliver irriteret over, men det må de leve med. Der skal kontrolleres", sagde hun.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle