Trods høje priser og stor aktivitet: Stor grisetransportør ser bumpede veje forude

H&S Westergaard tabte omsætning i 18/19 på grund af lavere svinepriser. Nu ser virksomheden ind i et år, der kan blive væsentligt sværere.

100 mio. kr. faldt omsætningen for den store svinetransportør H&S Westergaard i det forgangne regnskabsår. Dermed endte selskabet under milliarden i omsætning for første gang i tre år, med 980,9 mio. kr.

Men med et stigende resultat på knap 3 mio. kr. på bundlinjen til i alt 18,6 mio. kr., endte året alligevel som tilfredsstillende for ejerfamilien Søren og Henrik Westergaard, der driver en af landets største eksportvirksomheder med base fra Sunds i midtjylland.

Anderledes ser det ud for det regnskabsår, der nu er startet, fortæller Søren Westergaard.  Priserne er over de seneste mange års toppunkter og alt ser lyst og godt ud. Alligevel er der ikke udelt begejstring hos den adm. direktør, for de kommende år kan byde på store udfordringer.

"Jeg glæder mig over et højt prisniveau og at landbruget får tjent nogle penge. Det synes jeg er rigtig godt. Men vi bevæger os måske på tynd is. Og vi ved ikke, hvornår den revner", konstaterer han med henvisning til truslen om afrikansk svinepest (ASF).

Længere kreditter fik handler igennem

For svinetransportørerne har de sidste år ikke været uden udfordringer, selv om der køres stadig flere smågrise over de danske grænser. Det ses blandt andet i regnskabet for 18/19, hvor der er en stigning i virksomhedens tilgodehavender fra 62 til 71 mio. kr.

"I 2018 var det svært at handle med grise. Flere handler blev gennemført med længere kredit for at få handlerne gennemført. Vi prøver at lade være, men det kan være afgørende for at få handlerne igennem", siger Søren Westergaard og forklarer, at det ved udbrud af (ASF) kan blive tilfældet igen.

"Hvis markedet bryder sammen, vil det være noget af det første, som køberne efterspørger", konstaterer han.

H&S Westergaard har en for virksomheder relativt høj egenkapital på 65 procent af den samlede balance. Det sker både for at holde omkostningerne nede i dagligdagen - men hjælper også til robusthed, forklarer Søren Westergaard.

Sager og omdømme udfordret

De seneste måneder har netop svinetransportører været en del i medierne, grundet myndighedernes greb til øget kontrol og også retsbehandling af et omfattende sagskompleks af tidligere overtrædelser af reglerne.

Søren Westergaard mener, at det hele hænger sammen i en større udfordring for branchen.

"Der er en mindre og mindre forståelse politisk for praktikken omkring det, vi laver. Og det kræver, at vi fortæller i endnu højere grad, hvad vi gør og at det, vi gør, er ordentligt", mener han og nævner blandt andet de nye krav til kontrol, hvor der kræves to dyrlæger til at syne transporter før afgang.

"Der er et kæmpe ressourceforbrug på det. Og den kontrolstigning kommer jo, fordi man mener, at det, der foregår, måske ikke er helt i orden. Der har vi en opgave i at få det ned på et normalt niveau, hvor det har været før. Et niveau, hvor det er tåleligt og hvor vi ikke bruger ressourcer, der ikke står mål med outputtet", siger han. 

At myndighederne nu har rejst sigtelserne i en lang række sager om overtrædelse af transportlovgivningen rammer også H&S Westergaard.

"Vi har selvfølgelig nogle punkter også, og vi forsvarer os med det, vi kan", forklarer Søren Westergaard.

Der er dog ikke sat penge af i regnskabet til en eventuel sanktion som følge af sagen.

"Vi forventer ikke, at det får økonomisk betydning og vi forventer heller ikke, at vi bliver dømt", siger direktøren, der håber på en snarlig afslutning, men frygter, at behandlingen af det store sagskompleks vil trække ud tidsmæssigt.

H&S Westergaard har ud over transportaktiviteterne også slagteridrift i Sevel samt primærproduktion. Årligt producerer selskabet 40.000 smågrise, hvoraf en del fedes op til slagt, mens resten eksporteres til Tyskland. Forleden kom der regnskab fra slagteridelen i Sevel med nedgang i årets resultat.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle