I en turbulent opvækst må Lone Andersen tidligt slås for sin sag. Landsbypigen gør sig nogle erfaringer, der senere er med til at bringe hende til tops i dansk landbrugspolitik. Og så gør det mindre, at man ikke er født på en bondegård.
I Lone Andersens erindring vender barndommen den lyse side opad. Landsbyen Gammelby et par kilometer nordvest for Vejen er med foretagsomme forældre, en elskelig farmor med masser af tid og kærlighed i nabohuset, landsbyidyl omgivet af marker og storslået natur en perfekt ramme for den natur- og dyreglade pige.
"Jeg har kun gode minder fra mine første år. Gammelby var et godt sted at bo og et skønt sted at være barn. Min mor var en fuldstændig ublu iværksætter, der dyrkede fresiaer i haven og solgte dem engros, og mine forældre byggede en kiosk i skellet ind til mine bedsteforældre", fortæller Lone Andersen.
Lone Andersens forældre er ikke landmænd, og det er også lidt svært at sætte en mærkat på, hvad de så laver. Ud over at de arbejder konstant. Faderen mest på fabrik, og moderen har gang i utallige projekter med først en lille kiosk, så en større kiosk, et helt forsamlingshus og senere som taxa-vognmand.
Travle forældre
Da det går bedst, bygger forældrene byens første villa i den lidt større naboby Læborg med »svalegang, elorgel, hængekøjer og udsigt - alt det, der kunne købes for penge«. Som forpagtere af forsamlingshuset er familien blandt byens spidser, og der tjenes gode penge på at udleje lokaler og servere til egnens familiefester.
"Den første gang, at jeg bliver rigtig sur på mine forældre, er, da jeg fylder 10 år. Det er palmesøndag, og der skal være to barnedåb og en konfirmation i forsamlingshuset, hvor flaget naturligvis er hejst. Men ingen hejste flaget for mig. Jeg blev simpelt hen så skuffet".
"Hvis vi skulle være sammen med vores forældre, måtte vi arbejde. Skrælle kartofler og dække borde til andres fester. Jeg elsker at arbejde, men mine forældre var meget væk".
En mørk side
For barndommen har nemlig også en mørk side. Forældrene, der har alt for travlt med hvert deres, ender i en ond og bitter skilsmisse, der igen medfører flytninger, skoleskift og økonomiske rutsjeture. Som 11-årig sidder Lone med sin mor i en fremmed by i en uanselig lejlighed på missionshusets loft.
"Det var sgu lidt kikset at møde op i femte klasse på den nye skole i Holsted og fortælle, at mine forældre var skilt, og jeg boede i missionshuset med min mor, der var lastbilchauffør", smiler Lone Andersen.
Og endnu senere i det, man i dag uden at tøve ville kalde omsorgssvigt, bliver den 15-årige Lone smidt ud hjemmefra af en stedfar med besked om aldrig at sætte sine ben i huset igen.
"Jeg gik hen til en veninde, og det var først om aftenen, at min mor begyndte at ringe rundt og lede efter mig", fortæller Lone Andersen.
Ingen, hverken familie, borgere i byen eller myndighederne, tager et skridt for at hjælpe skolepigen, der kom til at bo hos bekendte, mens hun gør 9. klasse færdig mod at passe børn og gøre rent.
"Min mor, som stadig lever og er i fuld vigør, har ikke lyst til at snakke om dengang. Jeg finder nok aldrig ud af, hvordan det kunne ske, og det har jeg fred med. Jeg bærer det med mig i bagagen, og det er det, der har gjort mig til den, jeg er. Kunne jeg lige så godt være knækket? Ja, måske. Men det gjorde jeg ikke. Jeg har til gengæld lært at stå fast og kæmpe for det, jeg tror på", fortæller Lone Andersen, der i løbet af barne- og ungdomsårene når at have adres-se en halv snes forskellige steder.
Reddet af hestene
Det er rent bogstaveligt dyrene, der redder Lone. Først får hun lov til at ride på en af den lokale hestehandlers heste, Fleur, mod at passe de andre heste, der er på gennemtræk i handelsmandens stalde. Og da hun så for sine konfirmationspenge kan købe hun sin helt egen hest, Zabrina - »så var jeg solgt«, smiler Lone Andersen.
"Heste er min store passion. Jeg tror, at de kan gøre noget psykologisk godt for os mennesker og kan være med til at bearbejde det, hvis man har noget at slås med. Jeg var ikke blevet den, jeg er, hvis ikke jeg havde haft hestene".
Zabrina - der med Lone Andersen ord var »et ynkeligt øg, men det var den, jeg havde råd til« - blev opstaldet hos et ældre landmandspar med syv køer og tre søer, der indvilger i at give kost og logi til hesten, hvis skolepigen Lone Andersen til gengæld hjælper med at malke, muge og fodre køerne og søerne.
"Jeg har altid vidst, at jeg ville være noget med dyr. Jeg har aldrig haft den der drøm om at skulle ind til byen. Det er slet ikke mig. Men min far, der selv kom fra en gård, syntes ikke om, at jeg ville være landmand. Da jeg som 17-årig fik arbejde hos ham, som jeg i øvrigt blev gift med, kom jeg hjem efter at have hjulpet med at hive roer op i forageren, og min far var ved græde, da han så mine sorte hænder. 'Lone, du kan da ikke gå med sådan nogle hænder. Det er jo ikke pigehænder. Kom fra det landbrug, det skal du da ikke være i'. Men lige der lyttede jeg ikke til min far. Jeg kan huske, at jeg sagde til ham, at vi jo altid skal have mad, det går aldrig af mode".
I demokratiets skole
"Min mor delte ikke min fars aversion mod landbrug. Hun synes bare, at jeg skulle sørge for at få en uddannelse. Men da jeg så blev gravid som 20-årig, droppede jeg ud af HF. Så jeg har kun det første år på HF og så grunduddannelsen som landmand. Men jeg føler, at jeg har gået i demokratiets skole og ved en masse om, hvordan man forhandler og får sine ting igennem. Det kan man ikke nødvendigvis lære på skolebænken".
"Det kan faktisk være en fordel ikke at være specielt højtuddannet. Jeg har ikke den her tro på, at jeg er den klogeste og ved alt. Jeg er god til at lytte, hvis der er nogen, der ved mere end jeg eller har en anden mening. Det er noget af det, som jeg har taget med ind i Landbrug & Fødevarer, og som er med til at ændre landbrugets holdninger. Jeg står ikke stejlt på, at vi er ufejlbarlige. Hvis nogen siger, at der bliver færre fugle og insekter, jamen, det synes jeg også er et problem, og det skal landbruget være med til at løse".
"Det lå bestemt ikke i kortene, at jeg skulle blive formand for Familielandbruget og EUs arbejdsgruppe for økologi. Det ville ingen have gættet på, og hvis nogen havde, så ville jeg alligevel ikke have troet på dem", siger Lone Andersen.
Faktaboks
Lone Andersen:
- Født i 1964 og opvokset i Sydjylland.
- Siden 2013 viceformand i L&F og fra 2019 formand for EUs arbejdsgruppe for økologi.
- Økologisk mælkeproducent i Vestjylland, gift medErik og har tre voksne børn.
Drop landbruget, sagde både min far og mor:
- Hvis jeg i dag skulle give mig selv et råd som 10-årig, skulle det være »stå fast, det skal nok gå«. Som barn tvivler man jo nogle gange, men det er faktisk de råd, som jeg selv følger i dag. Der er altid en vej ud og frem. Man skal bare tro på det.
- Af min far fik jeg det råd, at jeg skulle droppe landbruget, og af min mor, at jeg skulle sørge for at få en uddannelse. Ingen af rådene har jeg fulgt, men det er nu gået meget godt alligevel.
Jeg fik plads hos en ungkarl - og vi blev gift:
- Jeg har altid vidst, at jeg skulle have med dyr at gøre. derfor var jeg også en enkelt uge i skolepraktik hos en dyrlæge. Men det var slet ikke mig alligevel, for det var jo syge dyr. Jeg ville passe dyr, så de havde det godt og ikke blev syge. Derfor tog jeg på landbrugsskole i stedet. Min første plads var forfærdelig. Det var ren udnyttelse. Min næste plads blev også den sidste. Det var hos envestjysk ungkarl. Vi har været sammen siden.
