Vestjyllands Andels biogasengagement rummer store perspektiver

Vestjyllands Andel har de seneste år engageret sig stærkt i biogas med investeringer i foreløbig syv anlæg.

Af Jens Juhl Eriksen, chefredaktør, L&F

Steen Bitsch, CEO i Vestjyllands Andel, forklarer om strategien bag investeringen, der foregår i regi af virksomheden DBC Invest, som Vestjyllands Andel ejer sammen med Jysk Energi, HedeSelskabet og Langfristet Erhvervsfinansiering. - Vi gik ind i biogas, da vi havde mange kunder, der er engageret i og har bygget anlæg, der kan opgraderes til naturgas. Vi etablerede selskabet Danish Bio Commodities til at sælge de certifikater til slutbrugere, som anlæggene får tildelt på baggrund af produktionen. Det er væsentligt, at der sikres den rigtige indtjening på certifikaterne. Centralt for os er, at udbyttet af biogasproduktionen, både i form af indtjening og klimaeffekt, skal tilbage til landbruget. Vores engagement skal således også sikre, at leverandørerne til anlægget får en fornuftig økonomi ud af det, siger Steen Bitsch.

DBC har i hovedparten af de syv anlæg en minoritetsandel. Det er en bevidst strategi i forhold til, af aftagerne skal have ’hånden på kogepladen’.

Gassen og biomassen handles på lange kontrakter efter samme princip som Vestjyllands Andels kerneforretning. Steen Bitsch betegner det samlede setup som værende ’slet ikke så konfliktfyldt’, som andre i biogasbranchen.

Landbruget skal høste kredit

Vestjyllands Andel har ligeledes engageret sig stærkt i arbejdet med at sikre landbruget kredit for evnen til at fange og indlejre CO2 gennem dyrkning af markerne.

- CO2 er en kryptovaluta i landbruget, som kun stiger i værdi. Vores evne til at fange og indlejre CO2 er proportional med vores muligheder for at overleve som erhverv. Vores engagement og budskaber har fået en blandet modtagelse, men jeg er ikke i tvivl om, at det er den vej, vi skal, siger Steen Bitsch.

Det betyder, at det for landmændene bliver en selvstændig ambition at gøre indlejringen af CO2 så stor som mulig.

Her kan biogassen blive central i forhold til at sætte gang i genanvendelsen.

- Kornarealerne modner af om sommeren, og så stopper CO2-indlejringerne. Det er afgørende at skaffe nogle rammevilkår for, hvordan vi kan lægge produktionen om, så der indlejres mere og gennem hele dyrkningssæsonen. Det kan for eksempel være med en dobbeltafgrøde, som man dyrker til biogas, så man bruger marken to gange i en dyrkningssæson, siger Steen Bitsch.

Hos Erik Poulsen, formand for Danske Halmleverandører, er der solid optimisme i forhold til, at halm bliver et vigtigt element i den meget markante udvikling af biogasproduktionen, som alle forventer vil ske i de kommende år.

- Vi forventer stor efterspørgsel, så det ser selvfølgelig rigtig positivt ud. Men udviklingen sker jo ikke fra den ene dag til den anden. Den skal modnes, både økonomisk og teknisk, og det tager selvfølgelig tid. Det er også vigtigt, at vi får fortalt og kommunikeret til landmændene, at der her ligger et forretningsområde med betydeligt potentiale, vurderer Erik Poulsen, som understreger at halmleverandørerne er klar og beredt til at kunne honorere den forventede store efterspørgsel i de kommende år.

Erik Poulsen peger på, at en vigtig opgave for halmleverandørerne er at styrke organiseringen.

- Forsyningssikkerhed er en vigtig faktor, og desto bedre, vi som halmleverandører er organiseret, desto bedre har vi sikkerhed for at kunne møde den konkrete efterspørgsel. Derfor bliver en yderligere styrkelse af måden, vi organiserer os på, noget, vi vil have stort fokus på fremover, siger Erik Poulsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle