Fakta om økologi og sundhed

DEBAT

»Er økologiske fødevarer mere sunde end konventionelle fødevarer?« Det spørger gårdejer og økonomikonsulent Bjørn Kristensen om i sit debatindlæg 25. juli. »Jeg efterlyser kendsgerninger og ikke floromvundne udsagn og fortolkninger om produktionsmetoder (...) Det er væsentligt, når man skal vælge, om man vil købe dyrere ind til egen husholdning, eller betale mere i skat fordi det offentlige køber dyrere ind,« skriver Bjørn Kristensen.

Kendsgerningerne er, at økologiske fødevarer har et lavere indhold af giftige metaller og pesticider. Det viser den mest omfattende videnskabelige undersøgelse omkring sundhed og økologi gennemført af ernæringsforskere fra Newcastle University i USA. Økologisk mælk indeholder mere gavnligt omega-3 og mindre af de fedtsyrer, som vi spiser for meget af. Det viser en undersøgelse udført af forskere fra Washington State University. Der er generelt et højere indhold af jod, E-vitamin, zink og A-vitamin i økologiske æg end i ikke-økologiske. Det viser en analyse fra Livsmedelverket, som i Sverige svarer til den danske fødevarestyrelse.

Og der findes flere videnskabelige undersøgelser, som indikerer, at der er helbredsfordele ved at vælge økologiske fødevarer. Om forbrugerne så skal betale ekstra for at få disse fordele, det vil jeg lade være op til hver enkelt husholdning selv at afgøre.

(forkortet red)

Og til udsagnet, om at vi skal betale mere i skat, fordi de offentlige køkkener nu skal købe økologiske fødevarer, vil jeg sige, at der med omlægningen til økologi i offentlige køkkener også følger undervisning i, hvordan man får mere ud af de enkelte fødevarer. Det betyder, at merprisen for de økologiske fødevarer bliver udlignet ved at få mere ud af mindre og reducere madspild. Dette er vel i alles interesse, uanset om man er af den overbevisning, at økologiske fødevarer er sundere end konventionelle eller ej.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle