DEBAT af Ivar Ravn, direktør for Seges, Planter og Miljø
Dårlige og middelmådige landmænd lignede verdensmestre. De tjente så mange penge, at de kunne betale deres gæld ud. Maskinhandlere var tømt for maskiner op til jul, så skatten kunne holdes nede.
Det lyder som en luftspejling i en dansk kriseørken. Men, nej - det er den skinbarlige virkelighed. Bare ikke i Danmark men for landmænd i det amerikanske Midtvesten, hvor de dyrker majs, soja og en smule, og stadig mindre, hvede. Hvor 40 pct. af en enorm majsproduktion går til en politisk bestemt produktion af bioethanol, og hvor landmændene må bruge tricks i deres planteavl, som vi korser os over i Europa.
2010-2014 var fantastiske år for planteavlerne i Midtvesten. De avlede rigtig godt og fik gode priser for afgrøderne, og der har været vækst i bioethanolen. Det var så godt, at mange landmænd har betalt deres gæld ud (!). Samtidig har de haft mulighed for at skyde skatten, da man i USA har kunnet opgøre sin skattepligtige indkomst på basis af likviditet. Man har altså først ventet med at sælge størstedelen af avlen til året efter og så dernæst tømt maskinhandleren op til jul. Og hokuspokus, ingen skat.
Men nu kommer tømmermændene. Priserne er på vej ned, der er behov for likviditet, så avlen sælges tidligere, og så kommer skattefar og siger haps! Forventningen er, at mange landmænd må forlade erhvervet. Tilbage sidder så den typiske jordejer i Midtvesten. Hun (!) er 83, enke efter sin landmand og lejer nu jorden ud til en god pris, mens hun nyder at bo i stuehuset og have tid og penge til golf, børn og børnebørn. Og hun er ikke motiveret for at sætte prisen ned, for hvis George ikke vil betale, så vil Bill eller Joe sikkert gerne.
Og så er der gmo. Da man omkring år 2000 for alvor begynder at dyrke glyphosatresistente afgrøder (RoundUp Ready), bliver det rigtigt fedt at være planteavler. Væk er alle bekymringer om valg af midler, timing, dosering, sprøjteteknik og vejrlig. Det blev nemt – rigtig nemt. Når man havde sprøjtet det 10-20 cm høje ukrudt i sojamarken, så fortsatte man over skellet og sprøjtede videre i majsen. Man kunne sagtens dyrke majs både tre og fire år i træk og give glyphosat.
Alle marker var rene, alle landmænd var dygtige. Der var et par pip om resistens, men det blev slået hen, for virkningsmekanismen i glyphosat var jo så basal, at der nærmest aldrig ville blive udviklet resistens. Troede man.
Men med de ensidige sædskifter og behandlinger kom der alligevel resistens. Og priserne på afgrøderne faldt. Så nu skal farmerne til at variere deres middelvalg, have en god timing og rotere deres sædskifte. Det lyder som noget, vi kender i Danmark. I USA er de bekymrede og forventer, at mange vil gå fallit.
Festen var rigtig god, men Moder Natur vinder altid til sidst. Der er afgjort konkurrencefordele og muligheder i gmo. Det er derfor også ærgerligt, at EU med fokus på følelser i stedet for faglighed på forhånd har koblet sig af udviklingen. Vi må bare ikke tro, at gmo løser alle udfordringer.
Der er, også i USA, stigende modvilje mod gmo-produkter. Det er vanskeligt at sælge gmo-produkter direkte til konsum, det går straks bedre til foder og bioethanol.
Og så skal vi bare erkende, at godt landmandskab er en global nødvendighed - også med gmo!
