Økologen: I dag vil alle lave økologi, men vi har tabt, hvis smagen forsvinder

Først var økologi alternativt, måske lidt mystisk og mest for de få. Men den økologiske produktion har bevæget sig fra at være en lille nicheproduktion, der blev afsat lokalt, til at kunne købes overalt og eksporteres.

Oppe i Han Herred, der hvor Thy møder Vendsyssel, og de indfødte holder fast i, at de hverken er thyboer eller vendelboer, men hanninger, går den pensionerede landmand Aage Dissing rundt og er egentlig meget godt tilfreds. Det med pensioneret vender vi tilbage til, for det skal tages med et gran salt. Men tilfreds er Aage Dissing, der var en af de første, der lagde om til økologisk landbrug. Uden sprøjtegift og kunstgødning, som det hed. Så var det på plads.

»Min drøm har været, at økologi skulle bredes ud til alle. Nu kan man købe masser af økologiske varer omme i Tranum Brugs. Så jeg er da glad for, at vi er kommet dertil,« fortæller 76-årige Aage Dissing, der viser rundt på Jarmstedgård, hvor det hele startede. Gården er nu i søn og svigerdatter Sten og Anns varetægt, og de økologiske idealer holdes stadig i hævd med 66 hektar og 50 jerseykøer, hvis mælk mejeriet Thise tager sig af.

Noget af ideen er forsvundet

Men. For der er jo et men. Aage Dissing lægger ikke skjul på, at økologi for ham også er en politisk sag. Og set med de briller, så mener han alligevel, at der er et dilemma:

»Jeg synes, det er ærgerligt, at det hele bliver større og større. Og jeg er bange for, at man mister relationen til produktionen, hvis man har hundredevis af økologiske køer eller søer. Jeg ved godt, at man følger reglerne, og varerne stemples med ø-mærket. Men er det rigtig økologi?,« spørger han og tænker lidt, inden han selv svarer:

»For mig handler økologi også om nærhed og smag. Kulturen i dansk landbrug er, at større er bedre, og mange moderne økologer er kommet af den samme kultur som de konventionelle landmænd. Så, nej, ikke for at lyde utaknemmelig, men jeg synes nu, at der går noget af hele ideen med økologi tabt,« mener Aage Dissing.

»Jeg kan godt ærgre mig, når jeg får økologiske varer, hvor smagen mangler. Så er det altså ikke økologi«.

Én af de første økologer

Tilbage i 1981 stiftede en række jordbrug med det, man for at distancere sig lidt kaldte alternativ dyrkning, Landsforeningen Økologisk Jordbrug, LØJ. Her blev man enige om et regelsæt for økologi i Danmark. Men allerede på det tidspunkt var Aage Dissing og hans kone Inge Lis i fuldt sving med 20 økologiske jerseykøer i det nørrejyske.

»Vi købte gården i 1977 og begyndte at lægge om i 1978. I 1982 blev vi certificerede økologer. I de første år solgte vi en del grønsager på torvet i Aalborg. Det var nu mest studerende og pensionister, der var interesserede,« husker Aage Dissing, der kun har gode minder om, hvordan naboerne tog imod de økologiske naboer på Jarmstedgård.

»De andre landmænd var imponerede af vore produktionsresultater. Og forskere fra ind- og udland kom forbi for at se, hvad det var, vi lavede. Egentlig var det kun nogle af mine tidligere kollegaer, fra dengang jeg var landbrugskonsulent, der vendte mig ryggen. Jeg tror, at de følte sig voldsomt provokeret,« mener Aage Dissing, der afviser, at han også selv har været lidt for langt fremme i skoene og måske selv bidraget til konflikterne.

»Næ, vi har ikke missioneret økologi, og jeg vil ikke sige noget dårligt om konventionelt landbrug. Men jeg er overbevist om, at økologi er den bedste måde at bevare naturens ressourcer på.«

En aktiv pensionist

Og så var der lige jo det med pensionisttilværelsen. Siden 1997 har ægteparret Dissing været særdeles aktive ulandfrivillige i det østafrikanske land Uganda, hvor de er med til lære afrikanske bønder at dyrke økologisk landbrug. Og forude venter et lignende projekt i Nepal.

Har du lyst til at læse mere om, hvordan det var at være landmand tilbage i tiden? Så klik ind på godhistorie.dk og læs historier, gamle artikler og se billeder fra de sidste 60 år i landbruget. 

Vil du selv være en del af historien? Så send os et billede eller en historie på godhistorie@landbrugsmedierne.dk eller tag et billede med #taklandmand på Instagram. 

Faktaboks

Aage Dissing

  • 1968: Agronom
  • 1968-1971: Videnskabelig assistent på Landøkonomisk Forsøgs-laboratorium.
  • 1971-1977: Kvægbrugskonsulent i Aalborg Amts Landboforening.
  • 1977-1993: Landmand.
  • 1987-1997: Forstander på Den økologiske Jordbrugsskole.
  • 1997- : Ulandsfrivillig.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle