”Farligt” giver kunder i butikken

L&F var medarrangør af konference på Christiansborg om mediernes nogle gange populistiske og dommedags-agtige dækning af fagligt nuancerede og svære områder som brug af pesticider.

Af Jens Juhl Eriksen, chefredaktør, L&F

Politikere, medie-topfolk og organisationer samlede sig tidligere på måneden på Christiansborg for at vende, hvordan medier dækker de svære sager, hvor letkøbte overskrifter og hårdtslående grafikker nemt kan overdøve den nuancerede sandhed.

- Pesticiddebatten er et typisk eksempel på et emne, hvor der ofte er ”farlige” overskrifter i medierne, der kan skabe bekymring. Men når man går et spadestik dybere og vurderer, hvad der reelt er tale om, er koncentrationerne typisk lysår fra at være i nærheden af at være sundhedsskadelige, forklarer Jacob Neergaard, konsulent i Vand & Natur, Landbrug & Fødevarer.

Hovedtaleren var Hans Jørgen Nielsen, der har skrevet bogen ”Farligt - hvordan de fodrer din frygt, og hvorfor du æder den!”

- Mennesker har meget svært ved at forstå forskellen mellem 0,0001”meget lidt” og 0,0000”ingenting”. Vi kan sagtens regne med, at nogen vil fremstille noget som farligt. Det giver kunder i butikken. Og det er en svær udfordring for videnskabsfolk. For de kan underbygge fare, men aldrig bevise, at noget er helt ufarligt. Mange forstår ikke den videnskabelige proces, fortalte han.

Anders R. Johnsen, seniorforsker ved GEUS, påpegede det paradoksale i, at mange diskuterer brug af svampemidler på marker. I øvrigt de samme svampemidler, danskere bruger i deres brusenicher med væsentligt dårligere udluftning. Og på deres tæer, hvis de kedeligt nok har fået fodsvamp.

80 procent læser artikler i 3 sekunder

I en debat om mediernes behandling af tunge, videnskabelige emner deltog blandt andre tidligere DR-vært Kurt Strand og tidligere chefredaktør for Ekstra-Bladet Poul Madsen:

- Historier skal være faktuelt korrekte, men det med ønske om flere nuancer er en gammeldags diskussion. For hvordan vil I kommunikere dem, så folk gider at læse dem? Folk læser mindre og mindre og kortere og kortere, fordi vi konkurrerer om folks opmærksomhed mod Instagram, TikTok og så videre. Eksempelvis på BT’s hjemmeside bliver 80 procent af alle historier læst i under 3 sekunder, afslørede Poul Madsen.

Andes Panum Jensen, miljødirektør i Landbrug & Fødevarer, ærgrede sig over betydningen af mediernes dækning.

- Dækningen medfører nogle politiske ønsker, som kan betyde, vi kommer til at bruge en masse ressourcer på noget, der ikke har effekt. Vi har en god og fornuftig bekymring for, hvilken kemi vi bruger. Men mediemekanismer, der fører til frygt og løsninger uden sundheds- eller miljømæssig effekt, kan føre til beslutninger, der ikke ville blive taget på et oplyst grundlag.

Forureningernes kilde

Dagen afrundedes med en politisk debat.

- Ja, jeg ved som politiker godt, at meget af problemerne med forurening i dag er fra gamle og nu forbudte midler. Ja, jeg ved godt, at punktkildeforurening er et stort problem, og vi skal have ryddet op her. Jeg ved også godt, at mange af forureningerne ikke kommer fra landbruget. Men mit svar på usikkerhed er forsigtighed. Og forskere kan ikke garantere, at stoffer ikke ryger ned i grundvandet, eller at nutidens midler ikke en dag ses som farlige, forklarede Det Radikale Venstres Zenia Stampe.

Om mediebehandlingen sagde Carsten Bach fra Liberal Alliance.

- Viden bør vi som politikere indsamle i udvalg, høringer og arrangementer som det her. Ikke i medier

L&F’s Jacob Neergaard opsummerer konferencen:

- Fra Landbrug & Fødevares perspektiv er debatten om kemi i miljøet svær. Det er derfor oplagt at holde konference, gøre hinanden klogere, og lære af hinandens perspektiver.

Arrangører var Tænketanken Frej, Dansk Planteværn, Danske Vandværker, DM Bio samt Landbrug & Fødevarer.

Faktaboks

Frygt

  • Faglig viden: Landbrug & Fødevarer bruger mange kræfter på at gå i rette med medier om deres dækning af landbruget. Vores komplicerede verden kræver nuancer og stærkt faktuelt grundlag.
  • Debat: På en konference på Christiansborg med organisationer, politikere og mediefolk tog L&F og gode parter problematikken op. 
  • Gyldne løsninger: Dem er der desværre ingen af. For mediebrugernes opmærksomhed bliver stadig mindre, menneskehjernen er indrettet efter frygt, og politikere regulerer efter forsigtighedsprincippet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle