Det er aldrig blevet undersøgt, om minkavlere efter opkald fra politimyndighed følte sig presset til at acceptere, at en myndighedsperson fik adgang til deres bedrifter for at optælle mink.
Ingen personer i den øverste politiledelse overvejede at kontakte samtlige 250 minkavlere, der i slipstrømmen på regeringsbudskabet om aflivning af alle mink blev kontaktet af politielever, der under opringning læste op fra et problematisk såkaldt actioncard.
"Det var ikke en overvejelse", forklarede politidirektør Lykke Sørensen, da hun fik spørgsmålet i Granskningskommissionen - også kendt som Minkkommissionen - fredag.
Politiet kontaktede ganske vist otte minkavlere, da det kom frem, at det ikke var lovhjemmel bag budskabet i actioncardet. De minkavlere, der blev kontaktet, havde svaret nej til at lade en myndighedsperson komme ind og optælle deres mink.
De fik nemlig ifølge manuskriptet følgende besked: "Det er jeg ked af at høre, men beslutningen er truffet. Manglende medvirken vil derfor betyde, at du ikke får mulighed for at opnå bonussen, og du kan forvente, at myndighederne så kommer og foretager tømning af besætningen alligevel".
Men i Granskningskommissionen kredsede spørgsmålene fredag i høj grad også om de resterende avlere.
Både udspørger Jakob Lund Poulsen, kommissionsformand Michael Kistrup og kommissionsmedlem Ole Spiermann hæftede sig ved den del af beskeden på actioncarrdet, som samtlige kontaktede minkavlere ifølge politiets manuskript havde fået:
Politieleverne, der stod for opringningerne, skulle sige: "Jeg ringer fra Rigspolitiet på vegne af Fødevarestyrelsen, da regeringen af hensyn til folkesundheden har truffet beslutning om at alle mink i Danmark skal aflives".
Sætningen er især interessant af to grunde.
For det første refererer den til en beslutning, som man på daværende tidspunkt hos politiet godt vidste, at der ikke var lovhjemmel til.
For det andet kom opringningen fra en politimyndighed.
Kendt til manglende lovhjemmel
Ifølge Lykke Sørensen anså man det for vigtigst, at de minkavlere, der havde sagt nej, blev kontaktet. Men man overvejede ikke at kontakte de andre, forklarede hun.
Politiet kunne altså godt ringe rundt og sige, at man skal aflive, velvidende at der manglede hjemmel, ville kommissionsmedlen Ole Spiermann gerne vide.
"Jeg kan godt se, at den formulering ikke i overensstemmelse med det", forklarede hun.
Selv om formuleringen ikke gav politiledelsen anledning til panderynker, og på den baggrund kontakte alle de berørte minkavlere, blev formuleringen alligevel justeret i en nyere version fem af actioncardet.
I den nye version blev den indledende rettet. Nu stod der ikke længere, at regeringen havde besluttet at aflive alle mink, men at regeringen 'anbefalede' aflivning af alle mink.
Lykke Sørensen medgav, at en efterfølgende justering af sætningen i actioncardet kunne bidrage til den opfattelse, at man havde fundet den første version af sætningen problematisk - og at mange minkavlere dermed kunne have fået en fejlagtig opfattelse af, hvad de skulle gøre.
"Vi har rettet det efterfølgende, så det har vi erkendt, men vi synes ikke det var en stor ting", sagde Lykke Sørensen.
"Man kan gøre sig mange overvejelser"
Kommissionsformand Michael Kistrup ville også gerne have afklaret, hvorfor der ikke blev ringet ud til de 250 minkavlere.
"I vælger at ringe til de otte, der har følt sig mest trykkede. Men i virkeligheden kan man sige, at det er dem, der har stået i mod ved at sige nej", lød det fra Michael Kistrup.
Han ville derfor gerne ville vide, om man ikke overvejede, at nogle af de i alt 250 minkavlere havde sagt ja, netop fordi de blev kontaktet af en politimyndighed.
"Man kan gøre sig mange overvejelser", forklarede hun og sagde, at udmeldingen i de første linjer stemte overens med regeringens udmelding på pressemødet.
"Det, de har fået særligt fra os, er den sidste sætning. Derfor valgte vi grundlæggende den vej", forklarede Lykke Sørensen med henvisning til, at sætningen om, hvad der ville ske ved et nej, blev formuleret af en juridisk medarbejder i politiet og ikke i Fødevaretyrelsen, hvor en række andre oplysninger kom fra.
Heller ikke juridisk sektionsleder i Den Nationale Operative Stab, Birgitte Buch, anså det som nødvendigt at kontakte de andre minkavlere.
Hun bekræftede under sin afhøring til gengæld, at hun, før actioncardet blev taget i brug, havde 'legalitetsgodkendt' formuleringerne. Det vil sige, at hun havde sikret, at budskabet var i trit med gældende lovgivning.
"Jeg skal gerne indrømme, at i bagklogskabens ulideligt klare lys, så skulle der være skrevet, at du kan forvente, når hjemlen er på plads, at myndighederne kommer og foretager en tømning", sagde hun.
Men Birgitte Buch lagde også vægt på under sin afhøring, at tanken bag actioncardet og opkaldet ikke var at true eller tvinge minkavlerne til noget.
"Det var en velmenende serviceoplysning om, at minkavlerne ikke skulle tænke sig for længe om, fordi de så kunne risikere at stå i en situation, hvor de ikke ville få deres bonus."
Så I handler på forventet efterbevilling, lød spørgsmålet fra udspørger Jakob Lund Poulsen.
"Ja, det kan man sige, at vi gør".
Hun forklarede sin forventning til, at der ville komme en snarlig lovændring, med, at man i politiet agerede ud fra en overbevisning om, at der lige straks ville blive vedtaget en hastelov.
Det skete dog aldrig. Der gik flere uger, før udmeldingen i actioncardet var i overensstemmelse med en ny lovtekst.
Kommissionsmedlem Ole Spiermann kredsede i sine spørgsmål også netop om, hvordan man i politiet på den måde kan agere på forventet efterbeviling.
Det førte til en relativ skarp dialog mellem ham og Birgitte Buch.
"I kan ikke sige til nogen, at de skal aflive deres mink", lød det fra Spiermann.
"Nej, det kan vi ikke", svarer Birgitte Buch.
"Kan politiet godt ringe til en borger og sige, at man skal gøre noget, selvom om man ikke skal?" lød det fra Spiermann.
"Nej, selvfølgelig kan man ikke det", svarede Birgitte Buch.
Hun afsluttede sin afhøring med at beklage overfor de minkavlere, der havde forstået budskabet som en trussel.
