Afgrødemarked: Spekulative penge finder vej til hveden

Flaskehalse i den russiske hvedeeksport sender importørerne i favnen på europæiske oprindelser, og øget Covid-19 smittetryk presser råolien og holder oliefrøene i kort snor.

Møllehveden fortsatte i går opturen og lukkede 1,5 procent højere. Det betyder at en december-termin i møllehveden er steget 17 procent siden bunden medio august.

Eksportørerne oplever i øjeblikket en god efterspørgsel fra importørerne herunder Pakistan, Egypten, Iran, Algeriet og ikke mindst Kina, der foreløbig denne sæson har tredoblet importen af fransk hvede.

Det skriver Jyske Markets.

Appetit på hvede

Hveden i Chicago opretholder også en positiv stemning, og lukkede i går 3,6 procent højere. Hidtil har fondene primært koncentreret sig omkring sojakomplekset og majs, mens deres appetit på hveden har været afdæmpet trods prisstigningerne.

Men den tendens ser ud til at vende nu, og fondene var i går købere af estimeret 13-14.000 kontrakter hvede, foruden 23.500 kontrakter majs, der steg små 2 procent.

Er fondene først begyndt at gå ind i hveden, kan opturen endnu vare ved en rum tid endnu, selvom det
kan være svært at begrunde rent fundamentalt med estimater om rekordstore globale slutlagre. Det kan tyde på, at trykket i hvedemarkedet ikke bløder op, før forsyningerne fra den sydlige halvkugle begynder at lette presset fra eksportørerne på den nordlige halvkugle.

Mens den australske hvede går en lys høst i møde, så fortsætter konditionerne for den
argentinske hvede med at falde, hvilket kan tilskrives tørt vejr, helt i tråd med vejrfænomenet La Niña. Et forhold der også kan få stor betydning for vækstsæsonen i sojabønner. 

Flaskehalse i russisk eksport 

Den gode efterspørgsel er med til at skabe logistiske flaskehalse i de russiske eksportterminaler, der har svært ved at følge med til at laste varer.

Årsagen er blandt andet skærpet tilsyn med overlastede lastbiler, der skal være med til at sikre, at der ikke eksporteres større mængder end aftalt med de russiske myndigheder. I forvejen arbejder jernbanelogistikken på fuld kapacitet, og derfor ikke kan opveje, den lavere fragtkapacitet fra vejnettet.

Forhold som alt i alt er med til at presse de russiske FOB-priser i vejret, og det øger den europæiske hvedes konkurrenceevne, hvor priserne ikke er steget lige så kraftigt i Sortehavsregionen. Af samme årsag hævede Strategie Grains i går deres forventninger til den europæiske hvedeeksport, som de nu ser lander på 25 mio. tons, up fra 2,1 mio. tons fra deres tidligere estimat.

Læg dertil en høst der for EU som helhed ikke har været prangende. FranceAgriMer udtalte i en rapport onsdag aften, at de franske slutlagre for hveden estimeret at falde til 2,62 mio. ton, en nedrevidering fra 2,93 mio. ton i september – og i så fald det realiseres, det laveste niveau i 7 sæsoner.

Nedjusteringen sker på baggrund af en kombination af en lidt lavere indenlandsk produktion og en marginal opjustering af eksporten. Også den franske majsproduktion er ramt af lavere udbytter, der blev nedjusteret fra 14,4 til 13,8 mio. ton.

Rapsfrø

Rapsfrøene blev i går trukket lavere af faldende palme- og sojaolie, der igen var under pres fra faldende råolie.

Smittetallene fra Covid-19 begynder igen at tiltage, hvilket øger risikoen for restriktioner og delvis ’lock down’ verden rundt.

Det er dårligt nyt for efterspørgslen på olie. I forvejen er prisspændet mellem fossilt brændstof og vegetabilsk olie højt, og det dæmper stigningspotentialet blandt oliefrøene, grundet svagere konkurrenceevne til biodiesel.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle