Ida Rygaard er en af de få kvindelige landmænd, og det giver af og til sjove oplevelser.
»Det er så afgjort mig. Min kæreste, Martin, er uddannet entreprenør, og jeg er uddannet landmand og agrarøkonom. Det er mit navn, som står på skødet på ejendommen.«
»Mange studser lidt over det, for det er normalt et mandejob at være landmand. Det er dog ikke blandt mine landmandskolleger, at jeg har mødt den største undren. Når jeg er til møder med andre landmænd, så bliver jeg behandlet som en ligeværdig kollega, selvom jeg tit er den eneste kvinde i selskabet. Især når det er møder for kalveproducenter, for den branche er der ikke mange kvinder i.«
»De sjoveste oplevelser er, når vi tager til dyrskue og messer. Når vi går forbi standene, så kommer sælgerne altid ud og henvender sig til Martin. Det er nærmest en selvfølge, at han er landmanden. De bliver som regel lidt mundlamme, når han siger, at jeg er bondemanden. Når vi får regninger fra maskinstationen, står de altid adresseret til Martin, fordi han har kontakten med dem, men det skal altid laves om af hensyn til regnskabet, fordi jeg ejer gården.«
»Nej, jeg står for pasningen af kalvene, mens Martin tager sig af markarbejdet. Det er en god opgavefordeling, for efter 30 minutter i en traktor begynder jeg at kede mig, og Martin har det stort set på samme måde med kalvene. De sidste otte måneder har Martin dog både passet mark og kalve, fordi jeg har været på barsel.«
»Ja, det er det, men vi har automatisk fodring og strøning i stalden, så det er mest de små kalve, jeg skal håndtere. Jeg er meget forsigtig, når jeg skal ind til de store tyre, for man ved aldrig, hvad de kan finde på. Når der skal flyttes dyr eller findes kalve til slagtning, er vi som regel to om det. Det er det sikreste.«
