Græsmælk udfordrede os

Thise Mejeri udfordrer DNA’et hos sig selv og sine leverandører ved at promovere en mælketype, som er et sekundært produkt for landmanden, mener mejeriets salgschef Mogens Poulsen.

Hvorfor lancerede I græsmælk i 2017

»Vi havde en fornemmelse af, at de danske forbrugere var klar til en mælketype, som skiller sig ud pga. smagen og historien bag. Bevægelsen med feed-no-food, hvor dyrene kun æder det, som vi mennesker ikke kan fordøje, var begyndt at vokse i Danmark. Og vi havde en landmand, som allerede var godt på vej i den retning.«

Hvad sagde jeres andelshavere til, at I promoverer en mælk, som rokker ved den gængse tankegang om, at køer skal lave mælk på basis af grovfoder og tilskudsfoder

»De tog virkelig godt imod det, men det ligger også i Thise Mejeris DNA, at vi udfordrer os selv hele tiden. Ellers udvikler vi os ikke. Jeg har nu fem ud af 70 andelshavere, som er klar til at levere græsmælk, når behovet opstår. Og vi er netop ved at køre en helt ny Thise leverandør i stilling til konceptet.«

Coop har gjort mælken til fast sortiment i alle Irma og Kvickly samt enkelte SuperBrugsen. Hvordan synes du produktet sælger

»Det er gået forbløffende godt. Med en literpris på 15 til 16 kroner, afhængig af hvor man køber den, er det den suverænt dyreste mælk, man kan finde i Danmark. Men der er også et voksende segment af forbrugere, som vil noget andet end basismælk. De drikker mindre mælk, men betaler gerne mere for den.«

Hvor stort kan græsmælk blive som mejeriprodukt

Hvor stort produktet kan blive, tør jeg ikke sige, men i takt med, at klimaet og bæredygtighed kommer til at fylde mere i vores bevidsthed, vil behovet for græsmælk stige. For mig at se er produktet et godt svar på, hvordan vi fortsat bevarer produktionen af mælk og integrerer det i produktionen af salgsafgrøder som korn og grøntsager. Vi skal vænne os til at spise mindre kød og drikke mindre mælk, men det skal til gengæld være bedre«.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle