Mange naboer vælger normalt at holde sig tilbage, hvis en konkursramt forsøger at blive på gården. Men ikke alle. Eskild Sig og Helle Andreasen måtte i flere måneder leve med usikkerheden.
I sommer satte banken tommelskruerne på. Der var ingen vej udenom. Eskild Sig gik med et swaplån i bagagen konkurs med kvæggården med 316 køer ved Spjald i Vestjylland.
Herefter startede en hård kamp - som havde to fronter.
På den ene side var banken.
På den anden side var en nagende usikkerhed om, hvorvidt de overhovedet kunne nå at finde finansiering, inden en nabo ville byde på gården. Gården var sat til salg til 39 mio. kr.
Mange af naboerne kendte de indgående, men én var de usikre på. Et rygte gik på, at Bart Wagenvort, som ejede gårde landet over og en nabogård, var interesseret. Eskild Sig og Helle Andreasen valgte at ringe til ham og sige, at de ville forsøge selv at føre gården videre. Det udtrykte han forståelse for. Men de kendte ham kun dårligt. De kunne kun håbe.
»For ham er naboånd måske ikke det store, tænkte vi. Normalt respekterer man det jo, hvis det er gode naboer, man har haft i mange år. Dér vidste vi ikke, hvad vi kunne regne med,« beretter Helle Andreasen.
Kontakt til investorer via Facebook
Imens fortsatte kampen mod banken og for at tiltrække investorer.
Kurator havde - efter dialog med panthaver, altså banken - besluttet at føre mælkeproduktionen videre med ansatte, heriblandt Eskild Sig. Så meldte banken i oktober, at de midt i november ville sætte køerne ud, hvis familien ikke selv fandt en løsning.
Helle Andreasen gjorde noget uventet: Hun fortalte om deres kamp på Facebook. Tusindvis delte opslaget, og snart rullede det ind med både opbakning - og tilbud fra investorer og garantistillere.
Der var flere professionelle investorer og rådgivere, som Eskild Sig og Helle Andreasen holdt møde med. Også privatpersoner skrev. Der var sågar én, som havde lidt frie midler i pensionsopsparing, han ville låne ud til landmandsfamilien.
Det lykkedes at få en aftale med Ringkøbing Landbobank, men finansieringen haltede. Der var mange tilbud, men beløbene var for små - eller rentekravet for højt.
Parret forsøgte at lande en aftale med deres egen bank, men i slutningen af november lagde en tung dyne af modløshed sig over dem, da banken afviste.
»Det fører til flere tårer og også skænderier,« berettede Helle Andreasen åbent på Facebook.
Banken gik dog med til at udsætte slagtningen af besætningen.
En stor julegave
I december begyndte det at tø op. Tre naboer havde sagt, de gerne ville stille garanti for Helle Andreasen, hvis hun købte gården af konkursboet. Men der manglede stadig penge. Så bragte det lokale dagblad, Rinkøbing-Skjern Dagblad, en artikel om parret. En lokal, pensioneret landmand læste artiklen. Han ville gerne stille yderligere en garanti til rådighed.
Pludselig kom Landbrugets Finansieringsbank på banen og ville gerne være med til at stille sikkerhed for noget af lånet i DLR Kredit over for banken. Så var alle brikkerne i puslespillet på plads.
»Vi har købt gården tilbage,« turde Helle Andreasen melde ud på Facebook 26. december.
I dag er hun taknemmelig for, at naboerne - især Bart Wagenvort - holdt sig tilbage.
»Det er selvfølgelig dejligt, at man værdsætter naboskab frem for egenudvikling,« siger Helle Andreasen.
»Hvis han sagde, at han ville gå efter det, så ville vi stadig have kæmpet, men haft i rygsækken, at det kunne blive en tabt kamp.«
Faktaboks
To fronter
- Når landmandsfamilier forsøger at blive på gården på anden vis, når de går konkurs, er det en kamp at finde alternativ finansiering eller investor.
- De lever også med usikkerheden: Byder naboen, før man selv finder en løsning?
