Tidligere mekaniker valgte ny Kverneland iXtrack

Landmand, der er tidligere landbrugsmaskinmekaniker, faldt for de tekniske løsninger i ny Kverneland iXtrack T4 trailersprøjte.

Hvis landmand og tidligere landbrugsmaskinmekaniker Steffen Decker i den lille by Styding nær Vojens skulle gøre som de fleste andre landmænd og sprøjteejere på egnen, skulle han have valgt en sprøjte af et helt andet mærke og en anden farve, som der kører flest af på egnen. Men han faldt for udstyret og mulighederne i den nye Kverneland iXtrack T4 sprøjte. Den har nemlig lige præcis det, som han efterspørger på bedriften.

Steffen Decker, der er fjerde generation på planteavlsbedriften Stydinggaard, som han overtog i 2016, er oprindeligt uddannet landbrugsmaskinmekaniker hos Kolding Maskinforretning, og dermed er også sagt, at han har en vis interesse for teknik - og det spiller godt sammen med valget af Kverneland-sprøjten, der i T4-udgaven blev lanceret på Sima i Paris tidligere på året. Det er nærmere bestemt en Kverneland iXtrack T4 med 4.600 liter i tanken og 24 meter bom, og Steffen Decker kan med den graduere udbringningen automatisk efter markkort. Den har selvfølgelig også GPS styring af dyserne samt fuldautomatisk vaskeprogram i form af iXclean Pro.

Nørdet snak

»Min gamle sprøjte, som egentlig ikke var særlig gammel, havde også GPS, men jeg ville godt i gang med graduering af gødning, da vi også bruger den til at køre flydende gødning ud. Derfor var det også vigtigt, at bommen var af aluminium, da det er hårdt ved bommene. Endelig var det vigtigt for mig, at bommen kunne gå i minus«, siger Steffen Decker, der tilføjer, at sprøjtens vaskeprogram også var medvirkende.

»Jeg er superglad for det vaskeprogram«, siger Steffen Decker, der op til handlen fik en tilpas nørdet snak med en af de ansatte hos Kverneland i Danmark, salgschef Troels Pontoppidan.

»Han kan jo fortælle om alle detaljerne, også omkring software, hvor jeg vurderer, at Kverneland er meget langt fremme«, smiler Steffen Decker.

Affjedret aksel

Enden på det blev, at han købte den nye T4 hos Kolding Maskinforretning, men da man ikke kunne levere den lige med det samme, fik han stillet en teknisk tilsvarende T3 til rådighed fra Kverneland i Kerteminde, så han var godt kendt med teknikken, da han i juni fik leveret sin T4.

»Siden har den vel været over 2.000 hektar. Den er vildt behagelig at køre med, helt rolig og stabil. Den har noget så sjældent som en affjedret aksel, så den er også rigtig behagelig på landevejen«, siger han.

Forleden fik iXtrack en hollandsk pris, Dutch Good Industrial Design, og en særlig pris for ergonomi.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle