Behandling af "gamle" miljø- ansøgninger trækker i langdrag

"Hvordan kan Skov- og Naturstyrelsen påstå, at det elektroniske ansøgningssystem virker, når fire kommuner i vores område tilsammen kun har modtaget to ansøgninger? Hvis systemet havde virket, kan jeg love for, at kommunerne havde modtaget mere end to ansøgninger," siger miljøkonsulent Lars Paulsen, LandboSyd.

Han peger på, at hverken Haderslev eller Sønderborg kommuner har modtaget miljøansøgninger efter det nye system. Aabenraa og Tønder Kommune hver har modtaget én ansøgning.

Sagsbehandlingstid: Halvandet år

De meldinger fra Skov- og Naturstyrelsen, der gør Lars Paulsen vred, er blandt andet udtalelser fra kontorchef Sune Schou i LandbrugsAvisen 4. maj.

"Det er meget frustrerende, når landmænd får det indtryk, at systemet nu virker og at vi nu kan indsende fuldstændige ansøgninger uden fejl og mangler. Vi skal så efterfølgende bruge tid på at forklare, at det altså ikke er tilfældet," siger Lars Paulsen.

Han ser samtidig et stort problem i, at de nye kommuner ikke får færdigbehandlet ansøgninger, de modtog før 1. januar 2007. Kommunerne sender i mange tilfælde disse ansøgninger retur til ansøgers konsulent med besked om, at de skal indtastes i det nye ansøgningssystem - som ikke virker.

"Haderslev Kommune har sagt, at de forventer en sagsbehandlingstid på halvandet år for de ansøgninger, der blev indsendt i 2006. De landmænd skal altså vente yderligere ét år fra nu af. Det er vanvittigt," siger Lars Paulsen.

God dialog

Trods kritik af selve ansøgningssystemet giver Lars Paulsen udtryk for, at dialogen med medarbejderne "på gulvet" hos såvel Skov- og Naturstyrelsen som Landscentret i Skejby er god. Han retter skytset længere opad i hierarkiet hos Skov- og Naturstyrelsen og i sidste ende mod de politikere, der ville gennemføre både en kommunalreform, en ny miljølov og et nyt ansøgningssystem på én gang.

"Det var nok for ambitiøst i forhold til tidshorisonten," siger Lars Paulsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle