Biogas Danmark: Klimarådets plan om at droppe biogas til lastbiler er en fejlslutning

Klimarådets nye transportanalyse, hvori det fremgår at regeringen bør droppe støtte til biogas til lastbiltransporten, bygger på en fejlslutning, lyder det fra Biogas Danmark.

Klimarådet har torsdag morgen udsendt en ny rapport, hvor man konkluderer, at regeringen bør droppe støtten til biogas i transportsektoren og i stedet satse på el-lastbiler for at sætte fut i den grønne omstilling af sektoren.

Men de konklusioner holder ikke, lyder det fra Biogas Danmark i en pressemeddelelse. 

Ifølge brancheorganisationen er det helt faktuelt forkert, når rådet konkluderer, at der kun bliver produceret den mængde biogas, der gives støtte til, og at det vil betyde, at et stort forbrug af biogas i transportsektoren vil tage biogas fra andre sektorer, der i stedet kommer til at bruge naturgas. 

"Sagen er, at Folketinget den 29. april i år vedtog en ny lov om biobrændstoffer, som siger, at biobrændstoffer, der modtager støtte, ikke kan anvendes til at opfylde det CO2-fortrængningskrav, der træder i kraft fra begyndelsen af 2022", siger formand for Biogas Danmark, Henrik Høegh.

"Dermed kommer der et skarpt skel mellem det marked, der bruger støttet biogas – eksempelvis industrien – og transportmarkedet, der skal bruge ikke-støttet biogas", siger han.

Formanden mener derfor, at den biogas, der skal bruges til transport vil blive en ekstra biogasproduktion ud over den der får støtte.

Dertil forventer Biogas Danmark, at ikke-støttet biogas bliver attraktiv for markedet – især hvis politikerne øger klimaambitionerne for transporten.

"I modsætning til de fødevarebaserede biobrændstoffer, der i dag bliver blandet i diesel, leverer biogassen reelle CO2-reduktioner, fordi den produceres på basis af eksempelvis husdyrgødning og madaffald. Derfor er anvendelsen af biogas i transportsektoren en reel grøn omstilling, og Klimarådet bør dermed korrigere deres konklusioner", siger Henrik Høegh.

Også biogasproducenterne er klar til at bakke op om højere ambitioner for den tunge transport, lyder det fra både Nature Energy, E.ON og Bigadan, som er de tre virksomheder, der ejer biogastankstationer i Danmark.

"Vi har allerede nu biogasanlæg, som kan producere mere klimavenlig biogas, end der er opnået støtte
til, og vi har flere nye anlæg på vej. Derfor kan vi meget hurtigt opskalere produktionen, efterhånden
som efterspørgslen fra transportmarkedet stiger", lyder budskabet fra Ole Hvelplund, adm. direktør i
Nature Energy, der ejer biogastankstationer i store dele af landet.

Faktaboks

Biogas-potentialet ifølge Biogas Danmark

Hvis de danske biogasproducenter fortsætter med de seneste fem års vækst, vil de kunne levere op mod 20 petajoule biogas til den tunge transport i 2030, udover den biogas der leveres til industri og energisektor. Dermed kan anvendelsen af biogas i den tunge transport reducere CO2-udledningen med op mod to millioner tons i 2030, skriver organisationen.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle