Connie og Patrick skal i Aftenshowet: Vil fortælle den gode historie

Connie Linde, der vandt Årets Unge Landmand, og nominerede Patrick Douglas Blenner skal i Aftenshowet tirsdag aften.

Opdatering: Indslaget fra Aftenshowet kan ses på dr.dk.

I aften, tirsdag kl. 19.05, vil to unge landmænd, Connie Linde og Patrick Douglas Blenner, blive interviewet til det populære tv-program Aftenshowet på DR1.

"Lige nu sidder jeg hjemme ved køkkenbordet og er ved at gøre mig klar, så det er en lille smule uvirkeligt," beretter Patrick Douglas Blenner, der var nomineret til Årets Unge Landmand, da Landbrugsavisen.dk fanger ham over telefonen tirsdag eftermiddag.

Det virker en lille smule fjernt, langt væk fra hans normale hverdag, at skulle sidde foran tv-kameraet, beretter han.

"Samtidig synes jeg også, det er fedt at få muligheden for at komme ind og sige et par ting til danskeren om, hvordan det er at være ung landmand i erhvervet. Det håber jeg at få lov til. Det er bare om at få fortalt budskabet om, hvor dygtige vi er i dansk landbrug. Jeg er i hvert fald rigtig stolt af at være dansk landmand," siger Patrick Douglas Blenner, som har økologisk æggeproduktion.

Han er blevet interviewet til JydskeVestkysten og TV Syd.

"Det har været vildt. Det er jo noget anderledes i forhold til, at man går med hovedet ned mellem hønsene til dagligt. Lige pludseligt, så er der et tv-hold, der bruger lang tid på, at det skal vises helt rigtigt, og så tager de hjem, og så tager det to sekunder," på skærmen griner Patrick Douglas Blenner, der har set det som en positiv oplevelse.

"Jeg håber på, at det kan være med til, at de, der går med drømmen om at blive selvstændig, bliver endnu mere bidt og får håb om, at det kan lade sig gøre, selvom der nogle gange snakkes om de trælse ting ved at være landmand."

"Det er slet ikke så sort, som man gør det til," fastslår den 23-årige nichelandmand.

Connie: Tænker på det som et ukendt show

Connie Linde, der vandt Årets Unge Landmand, er blevet interviewet til flere medier.

Hvordan er det i aften at skulle ud i så mange danskeres dagligstuer?

"Det tænker jeg helst ikke over. Jeg er hamrende nervøs. Så jeg prøver at gøre det til noget mindre – at det bare er et ukendt show," lyder det jovialt i telefonen.

Når den travle mælkeproducent stiller op til interview, er det for at give et andet billede af dansk landbrug, end mange kender: At landmænd knokler uden at tjene en krone.

"Hvis vi skal have en fremtid, så skal vi også have forbrugerne til at tro på, at dansk landbrug har en fremtid," siger Connie Linde.

Vi burde alle have fået en pris

Opmærksomheden har været overvældende. Mange har villet høre Connie Linde, hvordan det var at vinde prisen. Det har Connie Linde forsøgt at fjerne fokus på. Hun mener, at hendes egen person er underordnet i forhold til alle de andre unge landmænd, der gør et godt stykke arbejde rundt om i Danmark.

"Jeg ville da hellere have haft, at vi alle kunne få en lille pris. Jeg mener ikke, at jeg er bedre end de tre andre," siger Connie Linde om de andre nominerede til Årets Unge Landmand.

Skal fokusere på køerne igen

Hun har dog været glad for at vinde, men vil nu gerne videre.

"Jeg har glædet mig efter prisen, og nu vil jeg til at fokusere på mine køer igen. Det har jeg set frem til. Det er trods alt det, der er det vigtigste," siger Connie Linde, der dog senere på ugen, torsdag eller fredag, har sagt ja til at være med i Godmorgen Danmark med Daniel Tølle.

Får først tid til at rejse næste vinter

Med til prisen følger et rejsegavekort på 30.000 kr., sponseret af Gjensidige. Connie Linde vil til USA eller Canada for at 'se nogle køer'. Det bliver dog først til næste vinter.

"Det skal helst være vinter, og denne vinter har jeg for mange projekter, jeg gerne vil lave færdig, og der er ikke noget ved at tage på ferie, hvis man ikke føler, der er god tid til det. Men jeg ser da frem til det," siger Connie Linde.

Den 28-årige Connie Linde blev torsdag sige uge på Delegeretmødet i Herning kåret som Årets Unge Landmand af formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, landbrugsdirektør for Gjensidige, Britta Bjerregaard, formand for LandboUngdom, Peter Kock Jørgensen og chefredaktør på LandbrugsAvisen, Henrik Lisberg. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle