Fødevareministeren: "Jeg tager gerne en dukkert i Boutrup Sø"

Fødevareminister Rasmus Prehn er glad for, at arbejdet er gået i gang med at sende de mange tusind ton døde mink til forbrænding.

"Der er ingen tvivl om, at der er ting i det her, der kunne være gjort anderledes. Men man var under et vanvittigt pres, og der var mennesker, der skulle tage hurtige beslutninger under hensyntagen til vores alle sammens helbred".

Sådan fortæller fødevareminister Rasmus Prehn (S) om en af de helt store samtaleemner pt.: Opgravningen af de mange tusind ton mink ved Nørre Felding og Kølvrå i Jylland.

Torsdag var han til stede i Nørre Felding, hvor prøveopgravningen af de første mink begyndte.

"Vi regnede med, at vi skulle brænde minkene af, men i situationen var der pludselig ikke den kapacitet, vi havde stillet i udsigt. Derfor valgte man denne beslutning om at grave minkene ned, og jeg har ingen grund til at pege fingre af de mennesker, der traf den beslutning, for de gjorde det under et kolosalt pres, og de gjorde det af hensyn til vores folkesundhed", fortæller fødevareministeren.

En trist sag

I alt ligger omkring fire milloner mink nedgravet ved Nørre Felding og Kølvrå, og det er planen, at gravearbejdet skal være færdig i begyndelsen af juli, men Rasmus Prehn erkender, at det er en trist sag.

"Det er ærgerligt, trist og på flere måneder en pinlig sag. Det at grave noget ned, for så at grave det op igen, det tror jeg da, alle kan se, at det ville man helst være foruden. Det har vist sig at være være uhensigtsmæssigt, og folk var utrygge ved nedgravningerne".


Pressen var inviteret med til at vidne prøveopgravningen. Foto: John Christensen

"Men nu graver vi minkene op igen, og så må vi se på, hvordan vi kan gøre det klogere og mere rationelt, hvis vi skulle havne i den ulykkelige situation at noget lignende opstår i fremtiden".

Tager gerne en dukkert i søen

En forureningsundersøgelse foretaget af Miljøstyrelsen har vist, at de nedgravede mink ikke er til fare for drikkevand eller akut fare for nærliggende søer og vandløb. Styrelsen har dog vurderet, at forureningen inden for to-tre år vil nå vandløb og efter seks til til ti år, den nærliggende Boutrup Sø, hvis ikke minkene graves op.

"Her og nu er der ingen fare, og når minkene bliver gravet op, er der slet ingen miljømæssig risiko fremadrettet".

Dermed kan lokalbefolkningen begynde at se lys for enden af tunnelen - og udsigt til badeture ved lokale Boutrup Sø, der ligger få hundrede meter fra massegravene.

"Aftalen er, at vi etablerer området herude i samme stand som tidligere, så borgerne kan få deres område tilbage. Det gælder også Boutrup Sø, som ligger ganske tæt på. Jeg tager gerne en dukkert i Boutrup Sø til sommer, for jeg har ingen som helst betænkeligheder ved området herude med hensyn til miljøet", siger Rasmus Prehn.


Foto: John Christensen 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle