Greenfarm har snart syv biogasanlæg i drift og er klar til at erobre nyt marked

GreenFarm, der producerer gårdbiogasanlæg, har allerede anlæg i drift i både Danmark og Norge, men selskabet er nu også klar til at indtage Polen.

De er stadig er relativt nystartet firma med kun to år på bagen, men producenten af gårdbiogasanlæg GreenFarm er allerede ved at udvide til deres tredje marked. 

GreenFarm har nu fire anlæg i drift, og i løbet af sommeren bliver yderligere tre sluttet til, så selskabet i alt driver syv mindre gårdbiogasanlæg i Danmark og Norge. 

Det fortæller Martin Rindom, kommerciel chef og salgsdirektør hos GreenFarm Aps. 

For der er fart på hos selskabet, der i februar også satte sin underskrift på det første anlæg i Polen.

Det skete i forbindelse med et tre dage langt erhvervsfremstød i netop Polen med deltagelse af kongen, flere ministre og en lang række virksomheder for at vidensdele og sælge danske, grønne løsninger inden for blandt andet energi og landbrug. 

Her skrev GreenFarm under på en hensigtserklæring om at dele viden om biogasproduktion med et polsk landbrugsuniversitet, hvor de også skal bygge et anlæg. Dermed håber selskabet at rykke ind på endnu et marked.

- Anlægget skal bruges til en masse forsøg og at udhente data. Det er det konkrete, vi har fået ud af vores tur til Polen, siger Martin Rindom.

- Men det handler også om, at der for at komme ind i Polen jo er nogle barrierer for danske virksomheder, og der har vi nu bygget nogle trappetrin på. Vi håber, at det her fremstød har været afsættet for at åbne op for det polske marked, siger han.  

GreenFarm producerer gårdbiogasanlæg, der samler og fjerner metanen fra gyllen, og i den proces producerer strøm og el til stalden. Derefter kan gyllen bruges på marken, og landmanden derfor holde gyllen og strøm i eget system.

- Vi er et supplement til de større biogasanlæg, som man kender og som er velintegrerede i Danmark. Men vi har et koncept, som passer godt ind ved siden af - og også på det polske marked, fordi bedrifterne typisk er lidt mindre, forklarer Martin Rindom.

I Polen er der generelt heller ikke etableret lige så mange større biogasanlæg endnu, hvorfor de mindre anlæg hurtigt kan være med til at rykke den polske energisektor i en mere grøn retning, påpeger han. 

Er ikke en energiproducent

GreenFarms gårdbiogasanlæg kører kun på gylle, og altså ikke tørstof som strøelsen. Anlægget er præfabrikeret men modulerbare, så de kan tilpasses bedriftens størrelse. 

- Vores koncept er, at vi har fokus på ikke at flytte noget væk fra ejendommen, men lade både gylle og energi blive ude på gårdene. Når vi ikke tilfører tørstof får vi også en bedre gylle på den anden side, fordi den har bedre fastholdelse af ammonium og bedre plantetilgængelighed og dermed udnyttelse af gyllen, forklarer Martin Rindom.

- Så den bedre udnyttelse af gyllen er med til at betale regningen (for anlægget red.) sammen med den el og varme, vi producerer.

Gyllen afkøles, inden det sendes tilbage i tanken. Det gør, at metanprocessen stoppes og sikrer også en fastholdelse af næringsstofferne i gyllen.

- Det vi især hører fra vores danske kunder, det er, at de har udfordringer med også at få samme mængde næringsstoffer, som skal virke ude ved planterne, tilbage igen, når de har leveret gylle til et biogasanlæg, og det er der vi kan være et supplement. Vi går ikke efter at være energiproducenter, vi går efter at skabe en effekt lokalt ude hos landmanden og på sigt har det jo også en CO2-værdi for den enkelte, siger han.

I nogle tilfælde oplever GreenFarm at deres anlæg er alt, landmanden behøver for at håndtere sin egen gylle, og i nogle tilfælde sender gårdene, der har et anlæg fra GreenFarm stående, fortsat eventuelt overskydende gylle til biogassen. Al fast gødning som dybstrøelse skal også fortsat sendes til det lokale biogasanlæg. 

GreenFarms første anlæg blev bygget på Gråsten Landbrugsskoles landbrug. I forbindelse med erhvervsfremstødet i Polen fik virksomheden lov til at præsentere sin løsning for kong Frederik. Martin Rindom nåede endda at invitere kongen til et besøg på landbrugsskolen for at se anlægget ved selvsyn.

- Det var rigtig fint og en stor oplevelse at få lov at præsentere og fortælle kongen om vores virksomhed, Han er oprigtigt interesseret, det kan man mærke, og det er oprigtigt at han kærer om klimaet, siger Martin Rindom.

- Han spurgte selv ind til vores første anlæg, der kører på Gråsten Landbrugsskole, så jeg er spændt på at se, om han en dag accepterer invitationen og kommer ned forbi og ser det, siger han.

Man kan se billeder af anlægget her.

Anlægget

  • Består af en indtagstank, en procestank og et teknikhus. Sidstnævnte har et lavt støjniveau med blot 63 dB indendørs.
  • Gasmotorerne kan producere fra seks til 15 kWh.
  • Der er kun én gyllepumpe at vedligeholde.
  • Anlægget kan kobles på eksisterende og nye gyllesystemer.
  • Produktionen af biogas giver en reduktion af bedriftens CO2-udledning.
  • Prisen på et komplet anlæg vil ligge på fem til otte millioner kroner. Det er muligt at lease den flytbare del af anlægget.
  • Produktion sker kun på bedriftens eget gylle, der tilsættes ikke noget, og lastbiltrasporter til og fra ejendom vil være uændret.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle