Har kæmpet mod forbud: God aftale, når det ikke kan være anderledes

Han mener ikke, at det er nødvendigt overhovedet, men når nu demokratiet vil have et sprøjteforbud, så er det en fin aftale, der er blevet lavet, siger landboformand Jens Gammelgaard.

"Når det nu ikke kan være anderledes...".

Det er parolen fra Jens Gammelgaard, formand i Landboforeningen Odder-Skanderborg, der har kæmpet indædt mod Aarhus Kommune i en sag om sprøjteforbud i kommunen, efter offentliggørelsen af et sprøjteforbud nær drikkevandsboringer tidligere fredag.

"Jeg kan ærlig talt ikke se, det er nødvendigt, men jeg bøjer mig også for, at det er det, demokratiet vil, og så kan det ikke være anderledes", siger han til Landbrugsavisen.dk og fortsætter:

"Det er meget, meget vigtigt, at der er en lavet en god kompensationsordning. For nogle landmænd bliver det mange hektar, de mister, og de skal have tilsvarende muligheder efter et forbud".

"håber de trækker sig"

Det er endnu uvist, hvordan eksempelvis Aarhus Kommune vil forholde sig til den politiske aftale, der nu er blevet lavet.

"Jeg håber og forventer, at de trækker følehornene til sig og laver en sag efter de nye betingelser. Det er det gode ved aftalen, at tingene bliver ensrettet, og vi får ikke 92 forskellige ordninger landet over", siger Jens Gammelgaard.

mulighed for jordfordeling og skovrejsning

Det samme svar kommer fra L&F-formand Martin Merrild, der glæder sig over, at kommunerne nu ikke individuelt laver forbud og dermed kan finde på at give en ringe kompensation.

"Nu ligger der et grundlag, og så må kommunerne lave vurderinger, holde møder og lave aftaler med landmændene, som er rimelige", siger formanden og tilføjer:

"Vi håber, der bliver en progressiv tilgang til det her, og at kommunerne benytter nogle af de mange redskaber, der findes i form af jordfordeling, skovrejsning osv". 

håber, det giver ro på debatten

Jens Gammelgaard håber, at forbuddet vil give ro på debatten om drikkevandet, hvor han er træt af, at landbruget altid er syndebukken.

"Nu bliver der forhåbentlig ro på en gang for alle", siger han og fremhæver det punkt i aftalen, der siger, at grundvandet nu skal testes i yderligere omfang:

"Det betyder, at vi kan blive klogere på, hvad der i vandet af mikroplast, vejsalt, olie osv. Det er godt, det kommer frem, for lige nu er det altid landbruget, der må stå for skud".

Forsiden lige nu