Ingen tegn på ulvehvalpe i efteråret

I en statusrapport om ulvebestanden i Danmark er der ikke beskrevet nogle tegn på, at der skulle være ulvehvalpe fra foråret i landet.

Der er efter alt at dømme ikke nogen ulvehvalpe fra dette forår til stede i Danmark, hvis man ser på de informationer, den officielle ulveovervågning ved Aarhus Universitet ligger inde med.

Det kan man læse i en nyligt offentliggjort statusrapport om ulve i Danmark i tredje kvartal 2018.

"Vi har adskillige øjenvidner, der mener at have set hvalpe, men det er ikke observationer, der kan dokumenteres", lyder det fra seniorforsker ved Aarhus Universitet, Peter Sunde.

Billeder er talt med

Tidligere på året skrev Landbrugsavisen.dk, at der var taget billeder af formodede ulvehvalpe i den vestjyske ulvezone. 


Dette billede blev fanget på et vildtkamera tidligere i år. Det har siden været diskuteret, hvorvidt det er en ulve- eller rævehvalp.

Ulveovervågningen ved Aarhus Universitet er imidlertid faste i deres vurdering af, at der ikke er samlet bevis for, at der skulle leve ulvehvalpe i landet. 

"Vi har på nuværende tidspunkt ikke nogen observationer, der berettiger, at vi kan konstatere forekomsten af ulvehvalpe i Danmark i tredje kvartal", lyder det fra forsknings- og samlingschef ved Naturhistorisk Museum Aarhus, Kent Olsen.

Var sikre sidste år

Sidste år på samme tid var den officielle ulveovervågning i besiddelse af mange håndgribelige beviser på, at afkom fra rovdyret levede i den danske natur. 

"I efteråret 2017 havde vi allerede mange billeder af ulvehvalpe, så det er lidt atypisk, at vi i år ingen konkrete beviser har. Især når man tager i betragtning, at ulvehvalpe ikke ligefrem plejer at gemme sig", forklarer forskningschefen.

Det er dog ikke skrevet i sten, at Danmark er tomt for ulvehvalpe, lyder det fra Aarhus Universitet.

"Vi kan ikke afvise, at der skulle findes hvalpe i Danmark, der bare ikke er blevet dokumenteret endnu. Vi har for få dage siden indsendt en del DNA-prøver til undersøgelse. Her kan det være, vi finder nye DNA-profiler, der kan pege os i en anden retning", fortæller Peter Sunde, AU, der er medforfatter på statusrapporten.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle