Knap 200.000 svin aflivet på danske farme ramt af svinepest

Danskejede landbrug har været ramt af svinepest i Rusland, Litauen, Rumænien og senest Ukraine.

Med det seneste udbrud af afrikansk svinepest, i en danskejet besætning på 95.000 slagtesvin i Ukraine, er antallet af 'danske' svin, der er blevet aflivet på grund af sygdommen steget markant.

Udbruddet er det sjette kendte tilfælde på en danskejet farm i udlandet.

Afrikansk svinepest har senest ramt farmen Halychyna-zahid i L'viv regionen i det vestlige Ukraine. Udbruddet blev opdaget i weekenden, og har betydet, at man har startet aflivningen af samtlige dyr.

Farmen er ejet af et dansk moderselskab, Zythomir Holding A/S.

Med det store antal dyr hos den seneste farm er antallet af 'danske' dyr, der er blevet slået ned på grund af afrikansk svinepest næsten fordoblet. 

I november 2018 var i alt 98.000 dyr blevet aflivet efter udbrud på fem forskellige gårde. Sammenlagt med de nu 95.000 svin, der skal aflives inden for de næste 11 dage, når antallet op på knap 200.000.

2018 I LITAUEN

Idavang rammes i august af afrikansk svinepest i Litauen. Udbruddet var på farmen i Skabeikiai 25 km fra grænsen til Letland. 20.000 svin blev slået ned.

2018 I RUMÆNIEN

For anden gang i 2018 rammes en danskejet farm af afrikansk svinepest.

Denne gang i oktober på en farm som DCH International A/S lejede i det sydøstlige Rumænien ved byen Ianca i amtet Braila tæt på Sortehavet. 10.000 svin blev slået ned.

2016 I RUSLAND

Farmen Dan-Kub i Krasnodar i Rusland rammes af svinepest for anden gang. Det skete i august.

Ved dette andet udbrud var ejeren af farmen Goodvalley (tidligere Axzon), der overtog farmen efter det første udbrud i 2012. 31.000 svin blev slået ned.

2014 I LITAUEN

I juli 2014 rammes en af Idavang A/S's farme i Litauen af afrikansk svinepest. Det var farmen Rupinskai, der ligger 40 km fra grænsen til Hviderusland. 20.000 svin blev slået ned.

2012 I RUSLAND

I august 2012 er det som tidligere omtalt aktionærerne i Dan-Invest A/S, der var de første danskere, der fik afrikansk svinepest tæt ind på livet.

I august 2012 blev sygdommen konstateret på selskabets farm Dan-Kub i Krasnodar i Rusland tæt på Sortehavet. 17.000 svin blev slået ned.


Oversigt over hvor de fem første danskejede gårde ligger. Grafik: Ulf Skov Nielsen

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle