Kommuner: Kun få farme har problemer med fluer og lugt

Der er meget få problemer med fluer og lugt fra danske minkfarme. Det viser en rundringning LandbrugsAvisen har foretaget til miljøafdelingerne i en række kommuner, der tilsammen har tilsyn med næsten 200 minkfarme på Fyn og i Jylland, svarende til 15 procent af landets minkfarme.

Kolding Kommune

I Kolding kommune, der har tilsyn med 17 minkfarme, blev der hele sidste år kun klaget over én farm.

"Vi oplever ikke, at der problemer med hverken fluer eller lugt fra minkfarmene. Vi kørte ellers en særlig kontrolkampagne overfor minkfarme sidste år, hvor vi uanmeldt besøgte alle farmene. Og der var hverken lugt- eller flueproblemer," siger biolog Marianne Yde, Kolding Kommune.

Den enlige klage, der var i 2014, blev ordnet i en dialog mellem klageren og avleren.

Ålborg Kommune

Fra Ålborg Kommunes tilsyn med minkfarme lyder det, at det er meget få af kommunens 40 minkfarme, der har problemer.

"Vi har ikke de store problemer med minkfarme. Sidste år havde vi kun tre klager. Den ene klage handlede om både fluer og lugt, og jeg var ude på uanmeldte besøg på de fire farme, der lå tæt på klageren, og jeg kunne ikke konstatere problemer på nigen af de fire farme.. De var fire veldrevne farme, hvor der ikke lå så meget som et halmstrå forkert. Den anden klage handler kun om lugt, og den viste sig at også være ubegrundet. Den tredje klage handlede om fluer, og den var velbegrundet," fortæller miljøsagsbehandler Birte Pedersen, Ålborg Kommune.

Holstebro Kommune

Det samme billede tegner sig i Holstebro Kommune, hvor teknik og miljøafdelingen har tilsyn med ikke mindre end 120 minkframe.

"Holstebro er en kommune, der er ret intensiv med hensyn til minkfarme. Alligevel får vi kun omkring fem klager over fluer på et helt år. Men på grund af de særligt gunstige forhold med fugtigt og varmt vejr, der var for fluer sidste år, kom vi op på ti klager. Men det er slet ikke normalen," siger miljøsagsbehandler Christian Skaaning Laursen, Holstebro Kommune, og tilføjer, at alle ti farme blev besøgt, men at der kun blev fundet fluer på otte af farmene.

Middelfart Kommune

I Middelfart modtog kommunen hele fem klager, selvom der kun er seks minkfarme i kommunen.

"Det specielle ved de fem klager var, at de handlede om den samme farm. Det særlige ved farmen, der blev klaget over, er, at den er bygget for nylig på en ejendom, hvor er ikke har været husdyr i ti år, og at den er på 6.500 tæver, som er en stor farm efter vores forhold," siger Klaus Kristensen, der er miljøsagsbehandler i kommunen.

Samtidig er der fem naboer, som ligger kun lige godt 100 meter fra farmen, der overholder alle de krav, der kan stilles til en minkfarm.

"Alle fem klager handlede om lugt fra farmen, og to af dem også om fluer. Men vi har ikke haft noget at udsætte på farmen, de tre gange vi førte tilsyn med farmen sidste år. Der var hverken lugt eller fluer, ud over hvad man kan forvente," siger Klaus Kristensen.

Emneord

pelsdyravl

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle