Kulørte ko-løjer og tvekønnede tyre

Filmen 'Koslænget' byder på masser af komik med dyr, der ter sig som mennesker. Men den handler også om at vise ansvar og kæmpe for sine værdier.

Kan man forestille sig, at bondegårdsdyr fyrer den fuldstændig af og ter sig tossede som os to-benede?

Jep, det kan man! For det er nemlig lige præcis, hvad de gør i tegnefilmen 'Koslænget'.

Så snart bondemanden vender ryggen til, rejser dyrene sig op og lever det søde liv med nattefester i laden, som forvandles til en løssluppen bule med druk, drillerier og svulstig saloon-stemning.

Det er til bekymring for dyrenes leder, tyren Ben, som prøver at beskytte sine undersåtter mod de blodhungrende prærieulve. Lige som overbetjent Esterhaus i den nu hedengangne politiserie, 'Hill Street Blues', slutter Ben altid morgenmøderne i laden med alfaderlig formaning: "Vær forsigtig derude".

Især prøver Ben at opdrage adoptivsønnen Otis til at udvise ansvarlighed ud fra sit motto:

"En stærk mand kæmper for sig selv, en stærkere mand kæmper for andre."

Men den letlevende Otis tager ikke synderlig notits af de moraliserende ord. Han vil hellere leve et sorgløst flødeskums-liv med at spille golf, hænge ud med sine skater-venner og give den gas som en sand 'levemand' i de natlige udskejelser.

Den løsslupne livsstil ryger dog fløjten, da Ben dør i kløerne på de fæle prærieulve, og Otis forsøger at blive dus med opgaven som dyrenes leder, selv om det har sine kvaler at blive voksen og ansvarlig.

'Koslænget' byder på masser af skægge løjer, replikker i moderne gadedrenge-jargon og spøjse originaler, som for eksempel en funky gangsterlignende rotte med giga guldkæder og hele svineriet, der fremfører Shaggy-nummeret 'Mr. Bombastic' for de hujende horder, de hårdkogte Jersey-køer eller bandet 'The Barn Boys' med en 13-årig skindød hund, hvis raslende skelet dog stadig formår at klapre på banjo.

For ikke at tale om muldyret Mogens der svinger en næve så propert, at man kommer til at tænke på Brad Pitts sigøjnerboksende figur i filmen 'Snatch'. Slam! Et hug og modstanderen bliver nede!

Som en ekstra kuriositet kan nævnes, at de ellers mandhaftige tyre alle er udstyret med et yver. Hvorfor vides ikke, men skægt ser det ud med de struttende mælkejunger, som dog mest af alt minder om en påmonteret lokumssvupper med dutter.

Trods disse kvindelige træk ender Otis alligevel med at vise sig som en mand ... eller tyr!

Filmen kan ses i biografer landet over.

Læs mere om 'Koslænget' på: http://comps.denmark.mtve.com/barnyard

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle