Landboformand i Ukraine: Vi løber tør for mad

Uden diesel og penge til input, går det mod fødevarekrise.

Krigen i Ukraine skal ikke fortsætte længe endnu, hvis landet skal undgå en fødevarekrise. Det mener Andriy Dykun, formand for Ukrainian Agri Council, der tæller 1.100 medlemmer og dækker 4,5 mio. hektar.

Lige nu er cirka halvdelen af landbruget sat ud af spillet.

"Det er ikke alle landmænd og landarbejdere, der er sendt i krig, men mange steder tør de ikke gå i marken, fordi der er tanks og kamphandlinger i området", siger han.

Tomme hylder

Banksystemet er sat ud af spillet, og derfor kan landbrugene heller ikke købe udsæd, gødning mv. Desuden kan de ikke få penge for deres korn.

"Landmænd har solgt korn til kornhandlere, der ikke kan betale dem noget, så der er jo heller ikke penge at købe for", tilføjer han.

Han er bekendt med eksempler på, at russere dukker op på landbrug og tager deres diesel og ødelægger maskineri. 75 procent af Ukraines diesel kom fra Rusland – det er slut. 25 procent kom ad søvejen – den er nu lukket, og det er også slut. Derfor får markarbejdet snart ende.

"Vi kan ikke dyrke landbrug uden penge, diesel og input, de fleste hylder er tomme, og det ender snart med en fødevarekatastrofe", siger han.

Han undrer sig også over, at FAO – FNs landbrugs- og fødevareorganisation - ikke råber højere op om problemet, og mener, det er politisk. Ifølge FAO er der dog humanitær hjælp på vej også til at støtte landbrugsproduktionen i Ukraine.

Andriy Dykun er ikke i tvivl om, hvad ukrainske landmænd ønsker fra vesten lige nu.

"Giv os mad, våben og diesel", siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle