Landbrugsstyrelse ikke klar til at udsætte frist for EU-ansøgninger

"Fortsætter det nuværende tempo skal EU-ansøgningerne nok nå i mål", vurderer vicedirektør i Landbrugsstyrelsen.

"Vi følger udviklingen og reagerer hurtigt, hvis det bliver nødvendigt", lyder det fra vicedirektør i Landbrugsstyrelsen, oven på konsulenters beretninger om alvorlige problemer med Landbrugsstyrelsens it-system Tast selv service i slutspurten for indgivelse af årets EU-ansøgninger.

Landbrugsstyrelsen mener dog ikke, de aktuelle it-problemer med tast selv-service er så graverende, at EU-ansøgningerne fra landmænd og konsulenter ikke kan nå i mål til tiden.

Derfor er styrelsen ikke klar til at imødekomme Landbrug & Fødevarers opfordring til at udsætte ansøgningsfristen her og nu.

Det fremgår af et svar, LandbrugsAvisen har modtaget fra Landbrugsstyrelsen.

"Topfrustrerende"

"Her i slutspurten før ansøgningsfristen på fredag er der virkelig stort pres på ansøgningssystemet, og det har givet nogle perioder med lange svartider", skriver vicedirektør i Landbrugsstyrelsen, Gitte Jensen-Fangel i svaret til LandbrugsAvisen.

"Det er selvfølgelig topfrustrerende, når man som konsulent eller landmand sidder foran computeren og bare gerne vil have sin ansøgning afleveret. Så vi arbejder løbende på at udbedre og optimere performance og indtil videre tikker ansøgningerne fortsat ind i stort tal - selv på de dage, hvor presset har givet træghed og nedetid i systemet, har vi modtaget flere ansøgninger end på de gennemsnitlige dage uden pres". 

Klar til at reagere

"Fortsætter tempoet over de kommende dage, skal vi nok nå i mål til tiden. Så i de her sidste døgn følger vi udviklingen helt, helt tæt og reagerer hurtigt, hvis det bliver nødvendigt", slutter Gitte Jensen-Fangel.
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle