Landmand får nej hos teknisk udvalg til at bygge minkfarm

Tre stemmer for. Tre stemmer imod. Én blank.

Sådan er resultatet i udvalget for Teknik og Miljø i Morsø Kommune, da de i denne uge skulle behandle en ansøgning om at udvide et mindre landbrug til også at rumme en minkfarm med 3000 tæver.

Det skriver Morsø Folkeblad.

To socialdemokrater samt en lokalliste var imod, mens DF og Venstre var for. En socialdemokrat stemte blankt.

Forvaltningen havde indstillet til godkendelse, men modstanderne i udvalget mener, at minkfarmen vil skæmme udsigten fra Mors' højeste punkt og skade turismen i området.

Omvendt mener DF og Venstre, at det skal være muligt at etablere landbrug i en landbrugskommune som Morsø.

Nu skal kommunalbestyrelsen tage stilling til sagen. Venstre har absolut flertal i kommunalbestyrelsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra landmanden, der har ansøgt om udvidelsen.

Af forvaltningens udkast til godkendelsen står der, at landmandsparret søger om at udvide dyreholdet fra 30 ammekøer med opdræt til 50 ammekøer med opdræt og 3000 minktæver. Der bygges to nye minkhaller på hver cirka 4.650 m2.

"Morsø Kommune vurderer, at det ansøgte projekt ikke har en væsentlig negativ indvirkning på naboer, miljø, naturværdier og landskabelige værdier", skriver forvaltningen i udkastet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle