Martin Merrild: Vi kigger på direkte statsstøtte grundet tørken

Det er muligt, at der skal kigges på en decideret krisepakke som følge af tørken, lyder det fra Martin Merrild.

"I mit og alle landmænds hoveder fylder tørken alt. Lige meget driftsgren eller geografi: Alle er hårdt ramt! Det fylder i medierne. Og det fylder i landene omkring os, som også er hårdt ramt".

Sådan indleder Martin Merrild sit seneste nyhedsbrev.

"Derfor arbejder vi selvfølgelig også dag-og-nat for at finde ud af, hvad vi kan gøre for at afhjælpe situationen. Og jeg vil gerne slå fast, at intet på forhånd er udelukket. Det slår jeg i øvrigt også fast i morgendagens udgaver af Effektivt Landbrug og Børsen, hvor jeg heller ikke udelukker direkte statsstøtte, hvis ellers det kan lade sig gøre", siger han.

"Som I ved, har vi afleveret en lang række ønsker hos politikerne. Udskydelse af jordskat, momskreditter og dispensation for efterafgrøder. Men siden vi fremsendte de forslag til politikerne, er det hele kun blevet værre. Og derfor kan jeg ikke se, at de forslag kan stå alene."

banker forbydes at indlede konkurssager

"Rundt omkring i Europa spidser tørken også til. Vi ser i de her dage, at man i flere lande barsler med deciderede hjælpe- og krisepakker som følge af tørken. I Sverige har man allerede bevilget 1,2 mia. svenske kroner".

"Også i Polen er der afgivet løfte om en krisepakke. I Tyskland og Norge overvejer politikerne hjælp til vores kolleger, mens man i Letland har forbudt bankerne at indlede konkurssager mod landbrug som følge af vejret denne sommer. Om beløbene og tiltagene er de rigtige i en dansk kontekst, analyserer vi på".

"Vi tænker selvfølgelig også over, om vi skal efterspørge en decideret krisepakke. Men vi skal tænke os godt om. For en ting er, hvad der kan lade sig gøre i forhold til EU’s støttelofter og deres regler for tilbagebetaling af andre støtteordninger. Noget andet er, hvad vi skal levere som modydelse til en egentlig hjælpepakke".

"Den seneste store støtteordning i Danmark var bankpakken, hvor bankerne fik lån til renter, der endte med at gøre bankpakken til en overskudsforretning for staten".

"En ordning for landbruget, hvor der er tale om tilskud og ikke kun et lån, frygter vi, bliver mødt med modkrav, som i sig selv kan gøre livet rigtig surt for mange landmænd ind i fremtiden. For ikke at tale om al den næring, det vil give til vores kritikere, der vil udnytte anledningen til at sværte os til".  

"Vi har hele tiden sagt, at vi vil kende konsekvenserne før, vi kan sige, hvad der er brug for. Og i den forbindelse skal vi også overveje decideret krisehjælp. For en ting er helt sikkert – de ønsker, vi har sendt til politikerne, er langt fra tilstrækkeligt".

"Lige nu følger vi situationen dag for dag – time for time. Vi har fremrykket landsformandsmødet fra september til næste torsdag, hvor vi vil drøfte tørken og konsekvenserne".

"Her vil vi også være tættere på at have det fulde overblik af høsten, så vi har et ordentlig grundlag at gøre konsekvenserne op på. Herefter er det L&Fs primærbestyrelse, der træffer beslutningen om, hvilke skridt vi skal tage som de næste".

"For skal vi bede samfundet om penge, så vil det kræve ydmyghed. For er vi i en situation, hvor vi ikke kan undvære penge fra staten og politikerne siger nej, så har vi virkelig store problemer".

"Det, vi allerhelst vil, er at klare udfordringerne med vores samarbejdspartnere i den finansielle sektor. Det kræver, at den finansielle sektor anerkender det store ansvar, som den har i den her situation".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle