Minister roser landbruget for flot kvælstofindsats - mangler stadig 12500 hektar

Den frivillige ansøgningsrunde for efterafgrøder er nu endeligt vurderet, og fintællingen viser en flot indsats fra landbruget, lyder det fra fødevareministeren. 12500 hektar bliver pålagt landbruget.

Fintællingen af resultatet af ansøgningsrunden for frivillige efterafgrøder er afsluttet og den ændrer ikke på det udmeldte resultat.

Landmændene har søgt om 370.000 hektar afgrøder, og det glæder fødevareministeren, som nu ser frem til at nå helt i mål med de resterende 3,5 procent.

Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

"Det er en flot indsats som landbruget har leveret, og den vil jeg gerne kvittere for. Kvælstofudledningen skal ned i Danmark, og den tidligere regering efterlod en regning til miljøet med landbrugspakken. Derfor er det dejligt at se, at landbruget har taget udfordringen op", siger fødevareminister Mogens Jensen.

Når der nu mangler cirka 12.500 hektar efterafgrøder for at nå målet, hænger det sammen med at der i nogle områder er overansøgt óg derfor vil nogle ansøgere få afslag. De resterende efterafgrøder bliver landbruget pålagt og de skal placeres i områder, hvor der ikke er søgt om nok frivilligt.

"Regeringen har høje ambitioner på miljøet og klimaets vegne. Derfor kan vi ikke gå på kompromis med, hvor mange hektar efterafgrøder og andre virkemidler, vi skal etablere. Det er nødvendigt for at passe på vores vandmiljø. Derudover er det godt for vores klima, fordi vi udleder færre drivhusgasser", siger fødevareminister Mogens Jensen (S).

Kvælstofreduktionen i landbrugspakken skulle oprindeligt nåes i perioden 2019 til 2021, men blev fremrykket til 2020. Fremrykningen skal give en reduktion på cirka 3.500 tons kvælstof i 2020.

 

Faktaboks

Fakta om efterafgrøderne:

  • Danske landmænd søgte frivilligt om at etablere cirka 370.000 hektar efterafgrøder.
  • Der mangler cirka 12.500 hektar i kravet, som nu kommer som et krav om obligatoriske efterafgrøder.
  • Næsten 12.000 landmænd har søgt om tilskud.

Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle