Minkavlere på Gjøl ser tilbage på en traumatiserende periode, hvor byen fik aflivet mere end 30 minkfarme.
Selvom sommeridyllen har lagt sig over Gjøl, lurer følelsen af uretfærdighed stadig lige under overfladen af ligusterhække og nyklippede plæner i den lille by.
Da LandbrugsAvisen var forbi her for otte måneder siden, så tingene helt anderledes ud.
Demonstrationer, vrede bannere, politifolk, presseopbud, minkfangere i rumdragter og en by i granatchok.
Over nogle hæsblæsende uger blev Gjøl forvandlet til det område i Danmark med den største tæthed af tomme minkfarme.
I dag er rumdragterne og journalisterne for længst taget hjem, ligesom verden har bevæget sig videre.
Med en aftale fra januar om at erstatte erhvervet med op mod 19 mia. kr. findes der i den brede offentlighed en holdning af, at ’så må den være klaret’.
Men hovedpersonerne, mink- avlerne, kæmper med at komme videre. Dels er såret ikke helet endnu, dels er det store erstatningsspørgsmål langt fra afklaret.
"Livet skal gå videre, selv om det fik et knæk, dengang Helvede brød løs".
Ordene kommer roligt hen over formiddagskaffen og en ostemad. De tilhører minkavler Thorbjørn Jepsen.
Jo, han kalder sig minkavler endnu, selvom han ikke har planer om at få mink igen.
"Jeg har tænkt en del over det, men jeg er jo minkavler. Det har fyldt så meget i mit liv. Der er også en mink på stenen med husnummeret nede ved vejen. De spor kan man ikke slette, og hvorfor skulle man også det?".
Grædt mange tårer
Få minutter væk bor Jørgen Westergaard ude i skoven.
Han betegner de sidste mange måneder som traumatiserende. Tankemylder og søvnproblemer har plaget minkavleren, der havde omkring 16.000 mink til sidst.
"Flere har været nødt til at gå til psykolog. Det har jeg ikke selv, men min kone og jeg har haft mange gode snakker om livets gang, og hvad vi skal gøre nu. Hjemmeterapi kan du kalde det. Men den der følelse af at være blevet så uretfærdigt behandlet, den sidder der endnu", siger han.
Også broderen, Poul, der også er minkavler, har Jørgen Westergaard brugt i processen.
"Vi har snakket rigtig meget om, hvad vi skal gøre. Regeringen har sagt, at det er slut, og så må vi tage den derfra".
Minkavleren tager en indånding og nipper til kaffen.
"Men der er grædt rigtig mange tårer. Det er jeg ikke bleg for at indrømme".
Fantastisk opbakning
Der bor omkring 1.000 mennesker i Gjøl, og omkring en tredjedel har haft en form for tilknytning til de mange minkfarme på egnen.
Opbakningen var da også til at tage og føle på, da politiet måtte tiltvinge sig adgang til Thorbjørn Jepsens minkfarm i midten af oktober.
"Det var så uvirkeligt. Det lignede en besættelse med alle de mennesker og pressedækning. Det var et cirkus uden lige", siger avleren, der fortæller, at han ikke sov meget i perioden, og fortsætter:
"Den opbakning, vi fik fra byen, var fantastisk. Stort set alle bakkede os op. Det betyder meget for lokalområdet, og man bliver da også bekymret. Minkfarmene betød arbejde til tømreren og elektrikeren, og det betyder igen omsætning i Brugsen. Det hele hænger jo sammen".
Jørgen Westergaard stemmer i:
"Gamle venner og bekendte ringede og udtrykte deres medfølelse, og f.eks. kom der et par, som vi aldrig har kendt før, og afleverede en buket blomster. Det var helt vildt".
Kan vi blive boende?
Mens Thorbjørn Jepsen har planteavl ved siden af, har Jørgen Westergaard skov og juletræer.
Dermed er der noget at rive i for dem begge, men fremtiden bekymrer dem. Hvornår får de en erstatning, og hvor stor bliver den? Er der mon råd til at blive boende?
Foreløbigt skal der nedsættes en række taksationskommissioner, der skal vurdere alle landets mere end 1.000 minkfarme plus følgevirksomheder for at kunne udmåle en erstatning.
Det forventer man kommer til at tage tre år.
"Jeg tror, at de tog beslutningen, så troede de, at minkbranchen er en halvstor brevdueforening. Man havde ingen anelse om, hvor stort det var. Det kendetegner hele processen om, hvordan man udraderede vores erhverv. Lige nu står det hele stampe, og mon ikke det ender i et juridisk tovtrækkeri om erstatningen", siger Jørgen Westergaard.
Allerede nu melder der sig en række spørgsmål, når det kommer til erstatningen og ikke mindst afviklingen af mink- farmene.
Hvad gør staten f.eks. med mindst 1.000 fodervogne og måske lige så mange minilæssere? Og hvem skal stå for nedrivningen af farmene?
"Alle de her absurde sideeffekter var der ingen, der havde tænkt på", bemærker Westergaard.
Alt skal dokumenteres
Et andet spørgsmål er minkfarmenes tilstand, når de endelig bliver vurderet.
Selvom Thorbjørn Jepsen slår græsset og laver mindre vedligeholdelser, så er det svært at garantere, at den tager sig lige så godt ud, når taksationskommissionen kommer forbi i fremtiden.
"Jeg har nogle bure, der ikke er rustfri, og hvor galvaniseringen er slidt lidt af. De står jo og ruster nu, så hvordan ser de ud om tre-fire år", siger han og fortsætter:
"I mit hoved er der stor forskel på at se en farm, som den ser ud nu eller at se den, hvis vi bare lod alting stå til. Så kan man ikke vurdere den rigtigt".
Samtidig går han og tæller sin minkfarm op, så han er sikker på, at alting kommer med.
"Men det er bøvlet, for man kan jo ikke gå og tælle hver eneste skrue. Og skal jeg tage billeder af det hele, så det er dokumenteret? Det kan jeg ikke rigtig finde ud af", siger Thorbjørn Jepsen.
Netop dokumentationen kan blive en kæmpe opgave, frygter den anden minkavler Jørgen Westergaard.
"Det bliver helt forfærdeligt. Der skal dokumenteres og gøres så mange ting op, at de eneste store vindere bliver advokater og revisorer".
Faktaboks
Om minkaftalen
- I januar blev der landet en bred aftale om erstatning til minkavlerne, hvor der blev afsat 18,5 mia. kr.
- Heraf forventes mellem 10,9 og 11,9 mia. kr. at går direkte i erstatning til avlerne for fremtidig tabt indtjening.
- Udbetalingen skal ske efter individuelle vurderinger, som endnu ikke er begyndt. Der skal nedsættes taksationskommissioner, og dette er ikke sket endnu.
