Pels-formand erkender: Vi har ikke været gode nok

Rådgivningen og testning i forbindelse med plasmacytose har ikke været god nok.

Næsten 300 minkfarme smittet med sygdommen plasmacytose, mod 60-80 i et normalt år, har været en alt for stor en mundfuld for Dansk Pelsdyravlerforening. Det erkendte foreningens formand Tage Pedersen på foreningens generalforsamling i dag.

”Jeg vil her klart sige, at den service, avlerne har fået omkring testning og rådgivning, ikke har været god nok. Det skyldes, at opgaven, vi har skullet løse, har været større end de ressourcer, vi har kunnet fremskaffe.”

”Der har i det hele taget været megen grund til frustration. Både for os alle som det fællesskab, vi er. Men så sandelig også for den enkelte avler,” sagde Tage Pedersen.

Han pegede på en lang række konkrete ting, der har været med til at skabe frustration blandt danske minkavlere, siden det første udbrud af plasmacytose som følge af foder, blev konstateret 23. september 2015:

  • Daglige nyheder om nye farme, der er faldet.
  • Skrækken for, at det er telefonnummeret fra Kopenhagen Furs laboratorium, der står på mobilens display.
  • Alt for lange ventetider på svar om indsendte blodprøver.
  • Ventetider på en snak med vores folk i marken.
  • Problemer med at få vejledning og skaffe ressourcer nok til rengøring og desinfektion på farmene.
  • Frygten for, at foder måske fortsat leveres med smitte i.
  • Manglen på mulighed for at udpege den - eller de - konkrete, smittebærende råvarer og opleve den lettelse, der ligger i at have fundet "den skyldige"
  • Irritation over den lange tid, der er gået med at få især udenlandske virusstammers DNA typebestemt.
  • Utryghed ved, om de saneringsdyr, man skal have, er raske.
  • De mange svære valg, man som avler står i, når situationen udvikler sig.

De knap 300 smittede farme svarer til 20 procent af de danske minkfarme. Året før var Danmark ellers næsten 100 procent fri for plasmacytose.

Den pressede og stressende situation har affødt en del diskussion i avlerkredse om både udviklingen og de valgte strategier i bekæmpelsen af plasmacytose.

”I bestyrelsen har vi ikke altid har ramt plet, men jeg vil dog mene, at vi hele vejen har været pænt indenfor skiven - med den information og de valgmuligheder, vi har haft til rådighed,” sagde Tage Pedersen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle