Prognose: Grisen falder to kroner, mælken ni øre

Seges nedjusterer priserne på både grisekød og mælk. Corona, brexit, svinepest, renteuro og ustabilt vejr betyder at 2020 bliver noget anderledes end 2019.

"Vi er gået fra en situation, hvor corona-krisen først og fremmest gav prisfald på minkskind, okse- og kalvekød samt gartneriprodukter til, at krisen nu rammer landbrugsprodukter generelt".

Det siger Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef i Seges, i forbindelse med en ekstraordinær udgivelse af ”Markedsvurdering for landbrugsprodukter”.

I forrige prognose fra februar (og før coronakrisen) forventede Seges en gennemsnitlig svinepris i andet kvartal på 14,50 kr./kg. Det er nu justeret ned til 12,50 kr./kg., og i 2. halvår forventes et yderligere fald.

Prognosen for den gennemsnitlige mælkepris er nedjusteret med 9 øre i 2. kvartal og Seges forventer et yderligere lille fald i 2. halvår.

Dermed rammer coronakrisen nu også prisen på landbrugets hovedprodukter mælk og grisekød.

Nedlukning koster

Det er nedlukningen af store dele af samfundet i de fleste lande, der har betydet lavere efterspørgsel efter fødevarer og flere steder har givet store udfordringer i forarbejdning og distribution. Derudover har nedlukningen medført lavere priser på råvarer som f. eks. olie, der er tæt korreleret med visse fødevarepriser.

Prisfaldene skyldes overvejende nedlukningen af hoteller, restauranter og andre dele af turistbranchen og oplevelsesøkonomien. Det har medført et fald i efterspørgslen efter højværdiprodukter.

Gris og mælk

"Svineprisen er fortsat stærkt domineret af afrikansk svinepest i Kina og andre lande, og hvis vi sammenligner med historiske priser, så er svineprisen stadig ganske fornuftig, og det forventes også at gælde året ud. Men corona-krisen har taget toppen af prisen", siger Klaus Kaiser.

Prisen på mælk har ligget nogenlunde stabil siden starten af 2019 på et niveau lige over prisen i et ”normalår”. Coronakrisen har dog medført prisfald på mælk verden over.

"Vi begynder at se prisfald på mejeriprodukter i mange lande, og selvom de danske mejerier er gode til at afsætte produkterne på højværdimarkeder overalt i verden, har prisfaldene nu også ramt de danske mejeriers afregningspriser til landmændene. Og priserne kan falde yderligere i de kommende måneder", siger Klaus Kaiser, der dog kun forventer prisfald til et niveau lidt under et ”normalår”.

"Risikoen er i øjeblikket ekstraordinær stor for landbruget på grund af coronakrisen, afrikansk svinepest, ustabilt vejr, risiko for et hårdt ”Brexit”, potentiel renteuro mm. Så samtidig med at vi nu bliver ramt på priserne generelt, kigger vi ind i en ekstra usikker fremtid for landbrugets økonomi", lyder den lidt dystre spådom fra Kaiser, der påpeger, at risikostyring og konsolidering er vigtigere end nogensinde.

Værre i USA

De danske prisfald er dog intet at regne sammenlignet med det man ser i USA, hvor futures på gris og mælk er faldet med en tredjedel. Selv om man ikke kan sætte lighedstegn mellem den aktuelle pris og de korte futures, som der her er tale om, giver de alligevel det bedste billede af forventningerne til markedet.

Flere store slagterier i USA er for en tid lukket ned på grund af større sygdomsudbrud blandt de ansatte. Det har fx ramt både Smithfield, JBS Pork og Tyson og det har tilsyneladende fjernet over 20 pct. af slagtekapaciteten for gris.

Det har ført til den lidt paradoksale situation, at den manglende slagtekapacitet betyder, at der er for mange grise hos farmerne, der derfor får mindre for grisene. Samtidig kan priserne i køledisken stige, fordi der mangler kød.

Der er lignende udfordringer for nogle mejerier og andre amerikanske forarbejdningsvirksomheder. Det har medført et betydeligt prispres.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle