Sagro sætter omsætningsrekord, men taber på investeringer

Landets største rådgivningsselskab kan endnu en gang præsentere et overskud på den gode side af 10 millioner kroner. Pengene går direkte tilbage til ejerforeningerne og medlemmerne.

Ejerforeningerne bag rådgivningsvirksomheden Sagro kan igen se frem til billige kontingenter, da selskabet lander et overskud på 11,8 millioner kroner.

Det samlede overskud er en smule mindre end i 2021, hvor ejerforeningerne kunne trække 14,5 millioner ud og altså også noget lavere end rekordåret 2020, hvor der stod 20,6 millioner på bundlinjen.

Årsagen til tilbagegangen skal dog ikke findes i driften af virksomheden, pointerer administrerende direktør Torben Jensen i en pressemeddelelse:

- I 2021 havde vi stor medvind på investeringerne. I 2022 har vi ligesom de fleste andre tabt på disse, men selve driften i Sagro og datterselskaberne er derimod stormet frem, skriver han.

Nøgletal 2022 (2021)

Millioner kroner

  • Omsætning 289 (279)
  • Resultat 11,8 (14,5)
  • Egenkapital 181 (170)

Procent

  • Afkastningsgrad 3,64
  • Overskudsgrad 4,20
  • Soliditetsgrad 54,2

Antal medarbejdere 382 (373)

Virksomheden sætter rekord på omsætningen, der lander på 289 millioner kroner, og slår både sidste års omsætning med 10 millioner og den tidligere rekordomsætning fra 2020 med ni millioner kroner.

Grunden til den eskalerende forretning skal dog ikke findes i en strøm af nye kunder, men derimod på fastholdelse og en pakke med bredere rådgivningstilbud, mener Sagro. 

- Vi oplever en stor fremgang på rådgivning i forbindelse med energioptimering, solceller og vindenergi. Men også når det kommer til selskabs- og etableringsrådgivning er vi lykkedes med at skabe et miljø, hvor man tænker Sagro, hvis man vil kigge på selskabsstruktur eller ønsker at etablere sig som landmand, udtaler Torben Jensen. 

Fat i de unge

Hvis man ser på et bredt udsnit af kunderne i DLBR, har Sagro godt fat i den yngre generation. 

- Tal fra Seges Innovation viser, at vi ligger et godt stykke foran gennemsnittet i forhold til at rådgive den nye generation af landmænd. Dette er vi utrolig stolte af, da det er et vigtigt punkt i vores strategi, men vores målsætning er selvfølgelig at kunne tiltrække endnu flere af den type kunder, siger Torben Jensen og fremhæver blandt andet det gode samarbejde med LandboUngdom og Landbrugsskolerne og fortsætter:

- En anden milepæl, vi er stolte af, er, at Landbrugsmedierne har kåret os til at være landets største rådgivningsvirksomhed målretter landbruget, hvis man måler på omsætning. Dette på trods af, at vi har færre medarbejdere end de konkurrenter, vi måler os op i mod, siger Torben Jensen. 

Særdeles tilfreds formand

Bestyrelsesformand Sven Agergaard, er særdeles godt tilfreds med årets resultat, der økonomisk bidrager til det politiske arbejde, han og de øvrige foreningsmedlemmer arbejder med.

- I ejerforeningerne bag Sagro driver vi et stort lands- og lokalpolitisk arbejde til gavn for landbrugets produktionsvilkår, således der tages hensyn til både miljø, klima og økonomi. De ekstra ressourcer kommer til at bidrage direkte til det arbejde, lyder det fra Sven Agergaard, der også benytter anledningen til at sige en stor tak til Sagros knap 500 medarbejdere.

Faktaboks

Sagro er ejet af:

  • Holstebro Struer Landboforening
  •  Herning-Ikast Landboforening
  •  Jysk Landbrug
  • Sydvestjysk Landboforening
  • Familielandbruget VEST-Jylland
  • Grindstedegnens Familielandbrug.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle