Svineproducent: Praktikantstop giver stress og grobund for konflikter i stalden

"Både mit og medarbejdernes stressniveau er højere, end det burde være", siger svineproducent Ulrich Rasmussen.

Højt stressniveau, dårlig stemning, mukken i krogene. Sådan oplever svineproducent Ulrich Rasmussen, Broby på Fyn, konsekvenserne af regeringens stop for opholdstilladelser til udenlandske landbrugspraktikanter.

Han har under normale forhold seks veloplagte ukrainske fodermestre og to praktikanter i staldene med de 1.300 søer, mens to danske medarbejdere klarer markdriften.

Men stoppet for opholdstilladelser til udenlandske praktikanter betyder, at de to unge ukrainere, som 6. februar skulle have afløst de to praktikanter, Ulrich Rasmussen har haft i det seneste år, har fået afslag. De færre hænder og det ekstra arbejde i stalden slider på humøret.

"Det spidser til, at vi skal stramme skruen hele vejen rundt og arbejde flere timer. Stressniveauet hos både medarbejderne og mig selv er højere, end det burde være".

Velkommen forlængelse

En af de to praktikanter, Ulrich Rasmussen har haft det seneste år, er rejst i februar, mens det er lykkedes at få den anden forlænget med seks måneder.

Forlængelsen har afbødet den værste katastrofe, men facit er stadig, at der mangler én medarbejder i staldene til at passe søerne og de mange smågrise. Det mærkes.

"Jeg har gode medarbejdere, og vi har før tacklet udfordringer sammen. Men det her er som en uventet og unødvendig højsæson", siger Ulrich Rasmussen.

Situationen bliver kun værre i den kommende tid, hvor foråret og markarbejdet, der i sig selv er højsæson, står for døren, tilføjer han.

"Må hutle sig igennem"

Hos Velas nikker rekrutteringskonsulent Jens Skov Rasmussen genkendende til situationen hos Ulrich Rasmussen.

"Vi hører fra mange landmænd, at de er presset af at mangle deres praktikanter. Det betyder, at man begynder at irritere hinanden og måle hinanden på millimeterne".

Situationen er, siger Jens Skov Rasmussen, ekstra tilspidset af, at der allerede forud for praktikantstoppet 3. februar har været en lang periode, hvor SIRI (Styrelsen for International Rekruttering og Integration) ikke har sagsbehandlet effektivt.

"Vi har haft ansøgninger liggende tilbage fra oktober, som der ikke er taget stilling til. Derfor har landmændene haft en naturlig tro på, at de sager snart ville blive afgjort, så mange af de praktikanter, der skulle stoppe til jul, er rejst hjem for længst. Derfra har alle skullet hutle sig igennem for at få tingene til at lykkes på bedriften".

Fokus på medarbejdere

Her og nu er Jens Skov Rasmussens bedste råd til landmændene, at de fokuserer ekstra på deres medarbejdere.

"De skal tale med dem om problemerne, være åbne og virkelig vise, at de kerer sig".

Ulrich Rasmussen er helt enig og taler dagligt med sine medarbejdere om situationen.

"Vi tæller selvfølgelig overarbejdstimer, men i det lange løb kan ingen af os holde til stressniveauet. Jeg håber virkelig, der snart bliver åbnet op. Ellers må man tro, der er en underliggende politisk dagsorden om, at man ikke vil have udenlandsk arbejdskraft til Danmark".

Faktaboks

Praktikantstop

  • Stoppet for opholdstilladelser til bl.a. udenlandske landbrugspraktikanter er begrundet i corona-epidemien.
  • Det trådte i kraft 3. februar og er forlænget til 15. april. Minister Tesfaye udelukker ikke, at det kan hæves tidligere. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle