Traktor-demoer i 55 byer er indstillet på grund af corona

Den planlagte Grundlovs-tour med traktor-demonstrationer i 55 byer er midlertidigt indstillet på grund af corona-situationen.

"Foreningen for folkelighed" har med omgående virkning indstillet sine planer om at gennemføre traktordemonstrationer i 55 byer det næste års tid - indtil videre.

"Selvom foreningen for folkelighed mener, at regeringen har opført sig uansvarligt, betyder det ikke, at vi også skal være det", skriver foreningen på sin hjemmeside.

Genoptages senere

Foreningen for folkelighed blev stiftet i forbindelse med de store traktordemonstrationer i København og Aarhus 21. november, som også Facebook-siden Oprør fra Landet var involveret i.

Den nystiftede forening forlanger, at der nedsættes en undersøgelseskommission, som kan undersøge regeringen og komme til bunds i, hvad der er foregået under mink-sagen.

Indtil den er en realitet, var det foreningens plan at demonstrere bla. med traktorer i 55 byer hver lørdag fra 12-14 i det næste års tid.
Kravet står fast og så snart corona-restriktionerne er ophævet, er det planen at genoptage demonstrationerne, fremgår det af foreningens hjemmeside.

"Vi kræver det samarbejdende folkestyre tilbage – og vi helmer ikke et sekund i den kamp. Så snart landet kører igen, kører vi også videre landet rundt, i 55 byer gennem hele 2021".

Om foreningen

Formand for foreningen for folkelighed er journalist Jeppe Søe, som var en af hovedkræfterne bag de store traktordemonstrationer i København og Aarhus 21. november.

Demonstrationerne blev arrangeret i samarbejde med aktionsgruppen "Oprør fra Landet", men 16. november stiftede Jeppe Søe m.fl. Foreningen for folkelighed "da vi hverken ser os som et landbrugs-oprør, en mink-kamp, en kamp for fiskeriet eller en kamp mellem by og land".

"Vi ser os som det hele under ét: En kamp for, at folkestyret igen bliver hørt – en kamp for, at man lytter til flere eksperter end statens egne ansatte – og en kamp for, at få undersøgt enhver regering i det sekund der er tvivl om deres handlinger i forhold til lovgivningen".

Næstformand i foreningen er landmand Tina Grusgaard Pedersen.
 

Faktaboks

  • Foreningen for folkelighed har som mål, at der skal nedsættes en undersøgelseskommission "hver eneste gang der er tvivl, om grundloven er overholdt".
  • "Foreningen vil gennem demonstrationer, offentlig debat og folkeoplysning vække folkestyret påny, ligesom vi tager land og rige rundt, for at uddele grundloven til folket".
  • Kilde: Folkelighed.dk

Emneord

coronavirus mink

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle