Tulip UK investerer 70 mio. i slagteri

Markante opgraderinger i produktionen samt en ny p-plads skal gøre Tulips Ashton-slagteri både mere attraktivt og effektivt.

En investering til 8 mio. pund - eller til dagskurser mellem 65 og 70 mio. danske kroner - skal skabe ny effektivitet i Danish Crowns britiske slagteri i Ashton uden for Manchester.

Tulip UK-slagteriet har de seneste måneder investeret nyt i maskiner til at effektivisere udbening og pakkeri-aktiviteter.

"Tulip har, med støtte fra vores moderselskab Danish Crown, investeret markant i at konsolidere vores position som det ledende selskab i Storbritannien for grise med høj dyrevelfærd, blandt andet ved at købe Easey Holdings svineproduktions-aktiviteter", udtaler Kurt Pedersen, der er direktør for slagteri og udbenings-aktiviteter i Tulip UK til Globalmeatnews.com.

Investeringerne i de mange frilandsdyr fra Easey Holdings har skabt behovet for de markante opgraderinger i slagteriet, siger han. Opgraderinger, der dog også kan gøre arbejdsgange enklere samt spare energi, når de nye maskiner er kørt ind.

Investeringer efter underskud

Netop det underskudsramte Tulip UK var omdrejningspunkt, da Danish Crown for nylig fremlagde sit årsregnskab for 17/18. Alene det sidste år har det store datterselskab tabt 260 mio. kr. på driften. Hertil kommer en nedskrivning på de i alt 17 slagterier og fabrikker på 288 mio. kr.

Af regnskabet samt topchef Jais Valeurs udtalelser fremgik dog også, at Tulip UK ville have behov for at investere i en række opgraderinger af de mange fabrikker. Her er Ashton altså en af dem.

Ud over ny maskiner til slagteriet, har slagteriet investeret i nye læsseramper til lastbiler - samt en ny parkeringsplads med plads til 200 biler til de mere end 600 ansatte.

"Det er en tid med positive forandringer for Ashton-slagteriet. Foryngelsen af vores faciliteter og infrastruktur vil hjælpe os til at møde vores kunders behov fremover og sikre, at vores processer er så effektive som muligt. Dyrevelfærd og sporbarhed er en kerneprioritet for os og opgraderingerne gør det muligt for os at fortsætte "best practice", samtidig med at vi leverer den højest mulige kvalitet", udtaler Carhterine Gormley, direktør for slagteri i Tulip Ashton til Globalmeatnews.

"Forøvrigt er vores medarbejdere meget glade for nyhederne om investeringerne. At forbedre arbejdsforholdene for vores slagtere og pakkerimedarbejdere, vil hjælpe os til at fastholde vores arbejdsstyrke", siger hun.

Tulip UK omsatte i det forgangne regnskabsår for 8,5 mia. danske kroner.

Emneord

danish crown

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle