Udvalgt til weekend: Husk at få alle med, når niche-produkterne skal markedsføres

Når Søren Jensen tager på messe, tænker han ikke kun på aftagerne, men også de vejledere, forbrugerne lytter til.

Det er oplagt at prøve at sælge sine produkter direkte til butiksindehavere og deres personale. Eller direkte til forbrugerne. Men der er et led til, som man ifølge Søren Jensen, Nyborggaard, ikke må glemme: Behandlerne og vejlederne. Dem har han i høj grad i tankerne nu, hvor Helsam-messen, den vigtigste inden for helsekost, står for døren.

"Vi har travlt med at blive helt skarpe på, hvad produktet er godt for, og hvorfor man skal tage det. Vi skal have argumenterne på plads for kostvejlederne, gerne støttet af noget videnskabelig litteratur", siger han.

Det er især behandlere og kostvejledere, der spørger om det sidste.

Hørfrøprotein

Det nye, Nyborggård har med på messen i år, er hørfrøprotein. I det sidste halve år har han og hans team arbejdet på at få produktet gjort klar til salg. Det vil sige lavet passende emballage med en lækker opskrift på, hvordan man kan bruge det. I de seneste uger har de sørget for, at brochurer og plakater er blevet færdige til messen, der forløber over to dage i september.

Vareprøver

På messen får alle, altså butiksindehavere, ekspedienter og kostvejledere med mere, en pakke hørfrøprotein, og Søren Jensen har gjort 800 pakker klar.

"Det er noget, arrangørerne sætter pris på, og vi har meldt ud om det for længe siden", siger han.

For nogle år siden afleverede udstillerne deres små gaver til messens arrangører, så alle besøgende fik en pose med forskelligt indhold. Nu skal de dog selv hente det på standene, og det er meget bedre, mener Søren Jensen.

"Når vi giver en produktprøve på standen, lokker vi forhåbentlig flere til, og så får vi samtidig en snak om produktet med de besøgende. De bliver meget bedre klædt på og mere interesserede, og vi sælger forhåbentlig noget mere", siger han.

Rådgivere i familien

At vejledere og behandlere har en stor plads i Søren Jensens hjerte, er måske ikke helt tilfældigt. Hans mor tog en uddannelse som kostvejleder, og det var stærkt medvirkende til, at han forældre begyndte at producere sunde olier. Søren Jensens kone Vibeke, der har kvittet lærerjobbet, er også i gang med en kostvejlederuddannelse, dog især med henblik på at give input til kunder, når Nyborggård er på udstillinger og messer.

Food Festival

Ud over at have stand på Helsam-messen for professionelle deltager Nyborggård på Food Festival i Aarhus sammen med samarbejdet Regional Madkultur Vestjylland, som de er medlem af.

Den event retter sig mere mod forbrugere, og Regional Madkultur Vestjylland har hyret en kok, som skal lave mad over bål af vestjyske produkter.

"Vi regner med at levere hørfrøprotein, som de kan eksperimentere med i forskellige retter", forklarer Søren Jensen, der selv deltager en af dagene.

Artiklen er en del af serien Fremtidens Landmand, der også blvier udgivet i Landbrugsavisen.

Faktaboks

Nyborggård

  • 115 hektar i alt, drevet med hør, hamp, raps og korn
  • Søren S. Jensen arbejder fuld tid, hustruen og faderen hjælper, og der er to deltidsmedarbejdere
  • 80 procent sælges til Helsam engros
  • 14 procent sælges via egen webshop
  • 6 procent sælges i egen gårdbutik
  • Markedsfører via sociale medier, netværker på helsekostmesser
  • Søren S. Jensen er 37 år, gift med Vibeke, de har to børn på 2 og 4 år

Det skal jeg nå til næste gang:

  1. Helsammessen: Messen er vel overstået
  2. Høst: Hør- og hampehøsten er vel overstået. Hampen høstes ultimo september, så vi er spændte på vejret.
  3. Vintersæden: Vi er færdige med at så 40 hektar vinterbyg, vinterhvede og rug - men hvor meget ved vi ikke. Den passer i sædskiftet efter hør, men prisen er i bund.
  4. Markedsføring: Jeg skal have lavet en aftale med en rådgiver om at lave en søgeordsoptimering, så der er flere, der finder mig, når de søger på nettet. 
  5. GUDP-ansøgning afgjort: Vi ved, at vi kommer med i projekt om skovlandbrug. Her vil vi plante frugttræer på 9 meters afstand og dyrke jorden med almindeligt sædskifte på 8 meter. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle